Kommunalvalget nærmer sig
Indlæg fra partierne
I 6510NYT er vi upolitiske, men vi har tilbudt samtlige partier, der opstiller til kommunalvalget, at lave et indlæg, som vi vil bringe i ugerne 45 og 46.
I det tidligere 6510-område er vi meget interesserede i, hvad I vil gøre i den kommende periode 2025-2029 for vores område.
Hvad er jeres planer, visioner, idéer og eventuelt konkrete tiltag, som I vil foretage?
Blandt de indkomne indlæg har vi trukket lod, så den rækkefølge, de bringes i, er helt tilfældig.
Vigtigt: Indlæggene er uredigerede og bragt, som vi har modtaget dem.
God fornøjelse med læsningen.
I dag er det et indlæg fra Venstre
------------------------------------
"Venstre opstiller to kandidater 6510-området:
Asger Thode Kristensen, Fole:
Jeg stiller op som repræsentant for mit lokalsamfund i Haderslev Kommune. Jeg har 6 børn og arbejder som projektleder hos Naturstyrelsen, hvor jeg arbejder med vådområder, natur og reduktion af Danmarks CO2 aftryk. Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi borgere skal have reel medindflydelse på beslutninger i kommunen.
Jeg har som formand for Fole landsbyudvalg selv arbejdet meget sammen med kommunalpolitikere i forbindelse med de gentagende oversvømmelser i Fole landsby, og det lykkedes os at få økonomisk støtte til en udvidelse af diget til den dobbelte kapacitet. Dette vil reducere oversvømmelser markant i fremtiden. Samtidig er vi i gang med andre tiltag som fx vådområder. Her har vi lært at gennem god dialog og vedholdenhed kan vi finde nye muligheder og konkrete løsninger, der gavner fællesskabet og lokalsamfundet.
Vi skal balancere plads til natur, landbrug, boligbyggeri og erhverv, så udvikling sker bæredygtigt. Udover grøn bæredygtighed og klimatilpasning, går jeg meget går op i børns trivsel. Alle børn fortjener en tryg opvækst. Vi skal investere i stærke daginstitutioner, mindre børnegrupper og flere pædagoger, så hvert barn bliver set og hørt.
Signe Knappe, Gram:
Jeg har de sidste 16 år været jeres repræsentant i Haderslev Kommunalbestyrelse. Jeg er i denne periode gruppeformand for Venstre og for flertalsgruppen. Jeg er formand for Børne- og ungeudvalget, næstformand i Økonomiudvalget og desuden medlem af 3 fagudvalg. Derudover er jeg udpeget til Grøn trepart Vadehavet og Haderslev Katedralskoles bestyrelse. I min fritid er jeg i bestyrelsen i Røde Kors i Gram.
Mit mål som folkevalgt er at være med til at sikre en sikker hånd om økonomi og ledelse, en varm hånd under den nære velfærd og foden lidt mere på speederen i forhold til arbejdet med byudvikling og gode levesteder.
Robust økonomi, ikke for at samle penge i kommunekassen, men for, at vi har råd til at levere god velfærd. Den helt nære velfærd er årsagen til, at jeg er i politik: Dagtilbud, skoler, hjemmepleje, plejehjem, sundhed og socialområdet. Vi skal udvikle kvalitet, nærvær og ansvar i mødet mellem børn, elever, udsatte eller ældre og vores medarbejdere. Medarbejderne skal have rum til at handle både med deres faglighed og med hjertet. Borgerne skal have mere frit valg og deres egne ønsker skal tages alvorligt. Byudvikling har mit fokus. Byrummene i 6510-området skal opgraderes, boligudbuddet passe til tidens behov og der skal være plads til nye tiltag, der støtter gode levesteder med nære fælleskaber."
Kontakt mig gerne, hvis der er spørgsmål eller udfordringer med tilsendte tekst.













