Af borgerjournalist Mogens Christensen
--
Krolf på en flot solskinsdag i september
- se de flotte dronebilleder...
Det er blevet en god tradition, at Slotsbyens Krolfklub inviterer DGI Krolf Østjylland til et venskabsstævne på krolfbanen på Tårnvej i Gram.
Morgenkaffe og første runder
Krolfspillere fra DGI Krolf Østjylland mødte den 23. september op i Foreningshuset i Gram, hvor de sammen med vores egne spillere fra Slotsbyens Krolfklub begyndte dagen med morgenkaffe og rundstykker.
Sådan forfrisket kunne krolfkampene begynde. Der blev startet ud med to runder på de tre baner, og humøret var højt – ikke mindst på grund af det flotte sensommervejr, men også fordi vores gæster syntes, at vi havde nogle meget fine og spændende krolfbaner her i Gram.

Frokost i Foreningshuset
Efter de to runder var klokken blevet henad 12, og alle spillerne bevægede sig op i Foreningshuset, der fungerer som klubhus for krolfklubben, men også er hjemsted for andre aktiviteter. Ældresagens petanquespillere, skakspillerne og Aktivitetscaféen nyder godt af de gode faciliteter i huset.
På plænen foran huset var en pavillon stillet op. Her blev der på livet løs ristet Warmings fantastiske grillpølser, og dertil blev der serveret kold kartoffelsalat. Vores gæster nordfra var meget imponerede over de gode faciliteter, vi har med spændende baner og et velfungerende samlingssted i Foreningshuset.

Sidste runder og præmier
Efter spisepausen skulle de sidste to runder på krolfbanerne afvikles, og hele dagen sluttede af med kaffebord og hjemmebagte kager.
Selv om der er tale om en venskabskamp, skal der jo også findes nogle vindere:
- Damer: Vinder blev Conni Nielsen, Ølholm Krolf. Nr. 2 Caroline Juhler, Slotsbyens Krolfklub, og på tredjepladsen Bente Pedersen, Tirstrup Krolf.
- Herrer: Slotsbyens Krolfklub var så ugæstfri, at den selv tog de tre forreste pladser: Vinder Anders Juhler, nr. 2 Finn Jensen og nr. 3 Gunnar Ipsen.

En tradition, der fortsætter
Efter en dejlig dag med godt humør, strålende sol, god forplejning og spændende krolfkampe i krolfklubbens gode faciliteter, kunne spillerne fra DGI Krolf Østjylland begynde deres hjemtur.
Alle var enige om, at dette arrangement fortjener en fortsættelse til næste år.
Der blev taget flotte billeder fra en drone - se dem her...




































