Gitte Nordentoft Thomsen
Jeg har fået mig en ny “gåven” - at lytte til podcasten “Min gåtur gennem livet” - hvor Mikael Kamper - en aldeles glimrende “gåvært” for kendte danskere - inviterer dem på en gåtur, der har haft betydning for dem - lytter til deres historie og deres tur ned ad mindernes allé - en podcast, som jeg varmt kan anbefale dig!
Uden at gå en så dygtig “gåven” i bedene, lader jeg mig alligevel inspirere til dette skriv og denne idé - at dele min vandreglæde med dig - hvilken rute har en særlig betydning for mig og hvad giver det mig at gå her i 6510 - men også at finde nogle af jer 6510-borgere - som kunne have lyst til at vise mig jeres særlige sted eller vandretur - fortælle mig om din glæde ved at gå og hvorfor netop denne rute har betydning for dig!
Lade mig lytte til din historie, stille spørgsmål, lade indtrykkene - i al ydmyghed - komme ud i “klumme skriv” her i 6510 Nyt - måske og forhåbentlig til inspiration for os andre i 6510 - nye ruter, nye steder og måske endda nye gåfællesskaber?
Som “nytilflytter” til 6510 - kom jeg for 21/2 år siden fra Løjt land - et skønt og smukt landskab på østkysten - gennemvandret og afsøgt på kryds og tværs igennem 30 år - til højderyggens spændende og meget anderledes landskab og natur - som jeg med stor nysgerrighed skulle lære at kende - udforske på egen hånd, sammen med min lokalt forankrede mand og venner - eller fremvise stolt for mine “gamle” venner - mit nye hood, med nye muligheder …
Jeg har nu gået mange turer - lært variationerne at kende - mærket forkærligheden til naturen og dens pragt - med ruter jeg kender, ruter jeg afprøver og ruter jeg kommer til at kende - måske igennem dig?
Dette er en af mine særlige ruter - som jeg gik første gang med min mand - og som jeg siden hen har fundet stor ro og energi i ……
Det er lørdag - første dag i min efterårsferie står åben og rummelig - solen skinner fra den klareste blå himmel - minder mig om at det her er en helt særlig dag - der må gribes og nydes - måske den sidste af slagsene i år - og den spontane lyst til at hoppe i vandrestøvlerne og de uldne sokker, fylde rygsækken med en flaske vand, en amagermad og en kande kaffe - overmander mig med lethed.
Jeg vælger denne tur - fordi den hurtigt bringer mig ud i naturen - bringer mig minder om første gang jeg gik turen - duftene, variationen, en særlig læ og varme - og især ro til eftertænksomhed men også til tankefrihed……
Jeg skridter målrettet ned igennem Østergade - støvlesnuderne rammer runddelens farverige og luftige bunker af blade - bemærker flygtigt at julebelysningens sorte ledninger nu er synlige og sirligt snor sig om træernes stamme og grene - klar til at oplyse midtpunktet om nogle uger - heldigvis er der lidt tid endnu, - når jeg også at tænke - …. sender samtidig den gode Røde Kors butik et øjekast - og en flygtig tanke minder mig om, at jeg i næste uge må opsnuse en brugt barnevogn til vores børnebørn - men tankerne letter lige så hurtigt som de er kommet - fordi fødderne bestemmer retningen og tankernes mylder - videre … bag om kirkens nye sognehus - dér hvor vores tirsdagsaftner fyldes med musik og sang fra glade gospel Gram´ere.
På flyvende toner i mit indre - bevæger jeg mig forbi skæve og forvitrede gravsten, henfalden gravaffald og undrende efterårs-uldede fåreflokke - et vue ud over bygrænsen - den usynlige byport - åbner sig for mig - imod skov og marker - her ….lige her… starter min yndlingstur ….
Annonce
Rødgyldne, halvskaldede løvtræer bliver til skæve og stolte graner - nogle lidt i tvivl om hvilken slagside de skal vælge - andre stolte og beslutsomme i deres himmelfart.
I samme takt forandre markvejen sig - fra tunge våde og dybe spor- til sandede og flygtige skovstier - de snor sig langs de kraftige fyr - og i takt med vindens tagfat i mit hår - høres den svage susen i nålenes mellemrum - den så velkendte lyd fra vestkysten.
Jeg genkender straks duften af fyr og harpiks - som duften af klitterne, havet og lyngen - den tørre og søde duft fra klitplantagen - som her midt på højderyggens Syddanmark - sender mine tanker på himmelflugt til mine barndomsferier ved Vesterhavet - følelsen af ferie, frihed og glæde overmander mig - sender mine pulsslag i alarmerende trance.
De fyrede træer går over i våde engdrag og hvide folde ved hestenes dal “Nybøl” - her midt i den stille natur - hvor kun ulvespor, hestehove, cykelriller og støvlemønstre vidner om at tiden har fulgt med …..
Ofte sætter jeg mig lige her - med ryggen op ad stengærdet ved “Nybøl” - nyder en kop kaffe og stilheden i solen - men ikke i dag - for jeg fortsætter imod Fole - byen med overflod af vand, fællesskab og to-taktsbenzin ….
I dag er dog dagen, hvor jeg kan gå - ganske tørskoet, osefrit og u-dopet igennem byen - men ved også, at fællesskabet luer lige dér - bag enhver Folensk havelåge. Jeg kender en del - til min store lykke - og bankede jeg på - blev jeg straks budt på kaffe eller andet godt for ganen - en snak og en frisk opfyldt vandflaske med på min videre vej - men i dag er jeg både mål- og stålsat - på ruten og de 18 km - og hvor egoistisk det end lyder - mit eget selskab.
Med en veloverstået frokostpause udenfor Fole - på en af Brændstrupvejens mange marksten - med vue ned over byen og det fint indpakkede kirketårn - fortsætter jeg ufortrødent imod Storskovens gyldne skær - passerer den lille bæk, hvor solens stråler danser i strømningens små krusninger - kun lyden af rislende vand bryder stilheden før skovens port lukker sig bag mig… nu med mange mulige stier og smutveje - fortættede troldeskove og luftige lysninger - enten som følge af skovens naturpleje eller blot tidens naturlige henfald.
Jeg passere den mest velkendte runddel i 6510 - nemlig dér, hvor alle mødes i lystigt pinsehumør og forårsglæde - når marchen hvert år trækker i de fleste - unge som gamle - med på den korteste og dog længste, livligste og mest bas-brummende, promillevåde og traditionsfyldte vandrerute.
Jeg vælger retningen - af tre mulige - at gå imod Teglværet, slottet og dets springende fald - og i tidsstrækket dertil - løber tankerne atter - lydløst henover de bløde skovstier ….
Overgangen til efteråret giver denne skønne sensommerdag et ekstra pift - man suger de sidste stråler ud af eftermiddagssolen - går nydelsesfuldt og sanseskærpet i endnu dugvådt græs - igennem skovens ro, til den liflige duft af muld, fugt og henfald … og til det smukke syn af den varme efterårsdragts brændte nuancer.
Med min sanselige gåtur i kroppen, fornemmer jeg naturens helt naturlige sceneskift på vej - stilfærdigt, stilfuldt og elegant.
Trangen til stearinlys, en naturlig træthed og en fornemmelse af et begyndende bjørnehi bydes nu velkommen - da jeg sætter mig i mit skriveværksted - taknemmelig for hvad min gåtur i dag bragte mig af ro, indtryk og netop ideen til denne klumme.
Se - dette var min tur og rute til dig - hvis du skulle have lyst til at dele din særlige rute med mig og 6510 Nyt - så skriv til mig!
Rigtig god gåtur til jer alle - måske ses vi derude!
Skrevet af klummeskribent Gitte Nordentoft Thomsen
