Skip to Content

Kirkerne i 6510 er fremme i skoene med den grønne omstilling

26. januar 2025 af
Kirkerne i 6510 er fremme i skoene med den grønne omstilling
6510NYT

Gram-, Fole- og Højrup Kirkegårde har i nogle år været i fuld gang med den grønne omstilling. Den tidligere Kirkegårdsleder Jørgen Boiskov var fremsynet og gik tidligt i gang med omstillingen, så hans nye afløser 51-årige Casper Loch Bjergbæk, der kom til for to år siden, kunne fortsætte de gode intentioner og det gode arbejde.

Dygtige medarbejdere og fremsynet forgænger

- Jeg var i den heldige situation, at min forgænger var fremsynet og godt i gang med den grønne omstilling, da jeg tog over, så det var relativt nemt at hoppe ind og videreudvikle på. Sammen med de mange dygtige medarbejdere vi har, og som er med på ideerne, har det været en gave. Vi har virkelig et velfungerende team med tre fuldtidsansatte og fem fleksjobbere, fortæller en glad Kirkegårdsleder Casper Loch Bjergbæk.

Den grønne omstilling i 6510

Den grønne omstilling på en kirkegård handler om, at naturen og insektlivet skal tilgodeses mere. Biodiversitet er kodeordet. Der skal være mange forskelligartede planter, og der skal være levesteder til insekterne, hvilket der ikke altid er de bedste muligheder for på en ganske traditionel kirkegård med grusstier og hække.

-Vi er så heldige, at vores kirkegård i Gram er meget varieret. Der er både det traditionelle og en skovdel med mere vild natur. Det giver lidt flere muligheder. Men man skal ikke lave alle ting om på en gang. Vi ændrer på tingene lige så stille. Laver nogle grusgange om til græsgange og andre småændringer, så det hele får et mere visuelt udtryk og bliver lidt mere parkpræget på sigt, hvilket vi gør på alle tre kirkegårde. Vi skal gå varsomt frem, da det altid kræver tid for folk at omvende sig. Men det er de dog gode til på vores matrikler, fortæller Casper med stor entusiasme i stemmen. 

Kirkegårdsudvalget

En del af den grønne omstilling på 6510`s kirkegårde er også, at man har en del fokus på affaldsortering, som er blevet optimeret gennem de seneste år, og på Gram kirkegård har man fået etableret en rigtig affaldsortering, som vi kender fra privaten. Det er i samarbejde med kirkegårdsudvalget under menighedsrådet, at beslutningerne om udviklingen af kirkegårdene træffes.

Fra underviser til kirkegårdsleder

Det stod ellers ikke i kortene at Casper skulle ende som kirkegårdsleder. Som udlært anlægsgartner underviste Casper som anlægsgartner på AMU mellem Ribe og Gram i 10 år. Her kom forgængeren Jørgen Boiskov en gang imellem som gæsteunderviser på kurser, hvor de så lærte hinanden at kende.

-Jeg vidste at Jørgens retræte nærmede sig, og pludselig en dag sagde han til mig, at nu ville han på pension. Da jeg senere så stillingsopslaget tænkte jeg, at skulle jeg prøve noget nyt, så kunne det da godt være nu. Jeg søgte og fik jobbet. De første to år har været fantastiske, og jeg har ikke et eneste sekund fortrudt, at jeg tog springet, fortæller en glad Casper.

Casper og de otte ansatte koncentrerer sig primært om Fole og Gram Kirker, og så hjælper de graveren ved Højrup kirke med de store opgaver. Dog styres Højrup på den administrative del fra kontoret i Gram.

Sociale medier

Annonce