Skip to Content

Kirkens korshær i Gram slider og kæmper

2. maj 2026 af
Kirkens korshær i Gram slider og kæmper
6510NYT

Kirkens Korshær i Gram slider og kæmper

Af Stig Kongsted Hansen

Udsatte, hjemløse, fattige og sårbare bliver samlet op af Kirkens Korshær. I hele Danmark arbejder mange frivillige i Kirkens Korshær for at hjælpe dem, der er faldet igennem og gået i stykker.

I Gram er der 21 kvinder, der yder en frivillig indsats i butikken Kirkens Korshær Genbrug Gram. Og der er brug for endnu flere hænder til at hjælpe.

Selvom genbrug er ”in”, har de ikke helt mærket det store opsving i Gram endnu.

Meget flot butik med gode tilbud

Tre af de frivillige kvinder fra Kirkens Korshær i Gram tager meget venligt imod 6510NYT’s udsendte en formiddag midt i december.

Vi starter med rundvisning i den flotte butik, der bugner af fine varer med næsten alt fra tøj og sko til legetøj og spil.

Det er Maren Sandberg, Signe Olesen og Rita Friis, der meget stolte fortæller om butikken og varerne, inden vi sætter os til kaffen og wienerbrødet. De er alle tre pensionister og en del af bestyrelsen, som består af fem kvinder.

Der er brug for hjælpere

Vi mangler hjælpere. Vi er 21, men vi er pensionister alle sammen, og flere er mellem 80-90 år. De yder alle en flot indsats, men vi vil MEGET gerne have nogle yngre ind, så vi ikke pludselig står uden folk på et tidspunkt, fortæller de tre kvinder samstemmende.

Men det er ikke helt så let at finde folk, og det kan de tre ikke helt forstå.

Vi undrer os over, at vi har svært ved at finde folk. Måske tror de, at det er noget missionsk på grund af vores navn, men det er det jo ikke. Vi er helt almindelige borgere og er ikke mere missionske end så mange andre. Desuden hører vi også fra mange, der lige er gået på pension, at nu har de været bundet på arbejdsmarkedet i mange år, så nu vil de ikke bindes igen, lyder det fra de tre.

Kirkens Korshær i Gram er et frirum

Det er der dog ingen grund til at frygte. De 21 kvinder yder meget forskelligt og indgår med vidt forskelligt timetal i vagtplanerne. Det er muligt at byde ind med præcis det timetal, som man har overskud til, og man får meget ud af at deltage i gruppen.

Vi kan lide at snakke med kunderne, og her er kun dejlige kollegaer og ingen stress overhovedet. Det er et frirum, som vi alle får meget ud af socialt, og kan man kun hjælpe en halv dag i ugen, jamen så er vi meget glade for det, fortæller de tre entusiastiske kvinder.

Bestyrelsen holder løbende møder, og så er der to butiksmøder årligt, hvor alle 21 kvinder deltager. Møderne foregår i sognehuset.

Derudover er der en sommerudflugt med bus hvert år for hjælperne samt en julefrokost, hvor mændene må komme med.

Annonce


Større omsætning ønskes

Butikken, stemningen og det sociale spiller dermed på højeste klinge i Kirkens Korshær, men én ting er de alle enige om: De vil gerne omsætte og donere et højere beløb til Kirkens Korshær end tilfældet er.

Vi betaler ikke skat af overskuddet og heller ikke moms. Sidste år kunne vi give 130.000 kr. videre til Kirkens Korshær, og det har tidligere været højere. Pengene bruges udelukkende til at hjælpe i Danmark. Salget er lidt nedadgående, og spørgsmålet er, om vi kan nå op på det tal i år. Det tvivler vi på, men vi kæmper for det, fortæller de tre målrettede kvinder.

Husk Kirkens Korshær Genbrug Gram

Kirkens Korshær og Røde Kors i Gram arbejder begge i den gode sags tjeneste, og heldigvis er der plads til begge i Gram.

Fra 6510NYT kan vi kun opfordre til også at besøge ”Kirkens Korshær Genbrug Gram”, der bugner med gode tilbud og rabatter.

Tilbuddene kan du alle sammen se ved at følge facebooksiden ”Kirkens Korshær Gram”. Og du kan læse meget mere om den lokale forening på hjemmesiden kirkenskorshaer.dk/genbruggram.

Og husk at melde dig inde i forretningen, hvis du har lyst til at hjælpe.

Kirkens Korshær i Gram modtager også dødsboer, og hvis det er pakket sammen, kommer de endda og henter.

Og husk, at du på genbrugspladsen også kan aflevere ting til foreningen.