Dyrepension Damgaard i Enderupskov har fået nye ejere, hvor dyre- velfærd og -etik prioriteres meget højt
-Vores kunder skal vide, at hos os sidder dyrene ikke bare i et bur og kigger. Vi går ture med dem, og leger med dem på store arealer, som vi har specialindrettet til netop det formål. Det er vigtigt for os, at ejeren roligt kan tage på ferie eller blive indlagt på sygehus velvidende, at vi passer godt på deres dyr. Vi vil hellere have 30 hunde, som har det godt, end 50 hunde der skal passe sig selv det meste af tiden. Vi prioriterer høj kvalitet i vores pension, fortæller Anne Katrin Wroblewski, der sammen med hendes mand Bastian og deres tre børn overtog gården i foråret 2024.
Anne Katrin og Bastian
Og man er ikke i tvivl, når Anne Katrin viser rundt på gården og fortæller om de renoveringer og ombygninger familien allerede har foretaget på gården, og om dem som kommer i nærmeste fremtid. Alle indendørs områder har gulvvarme og andre dyrevenlige anordninger, og hele tiden vender Anne-Katrin tilbage til udgangspunktet, som er dyrenes trivsel og velfærd.
Stor erfaring
Og Anne Katrin har stor erfaring med sig på området. I 26 år arbejdede hun som dyrlæge i Schleswig Holsten, og de sidste 17 år havde hun endda sin egen dyrelægeklinik med tre ansatte og over 15.000 kunder. Derfor kan hun på Damgaard også tilbyde passende pleje til dyr med fysiske handicap såsom arthrose, diabetes, hjerteproblemer, bugspytkirtel, nyreproblemer m.m.
Danmark
Mange vil sikkert spørge, hvorfor flytter familien til Danmark for at udleve drømmen om en hundepension?
-I ferierne tog vi ofte til Skandinavien, og vi drømte om, at vi engang skulle flytte herop og prøve noget nyt. Så kom Corona, og mange ting ændrede sig i både min mands og mit job. Der kom nye regler og forskrifter hele tiden. Så blev længslen efter at prøve noget nyt, og efter at virkeliggøre os selv på et andet niveau, meget større. Så gik vi gang med at undersøge muligheden, og efter nogle besøg hos de tidligere ejere her fik vi tilbuddet om at overtage Damgård. Vi slog til og udvandrede i løbet af tre måneder fra Tyskland til Danmark, fortæller Anne Katrin.
Godt i gang
Og Anne Katrin samt familie er kommet godt i gang med dyrepensionen. Børnene trives i skolen, og manden Bastian har fået job på Billund lufthavn som flymekaniker.
-Vi er meget tilfredse. Vi havde mange kunder i sommers, og har fået mange forespørgsler til den kommende tid. Derudover er vi blevet hjertelig modtaget af naboerne herude. Det danske sprog er vi også godt i gang med. Vi forstår meget og snakker en smule dansk, og vi går på danskkurser i AOF, så vi forventer, at vi taler dansk og forstår alt om et år, slutter en glad Anne Katrin.
Du kan læse mere om Dyrepension Damgård på www.dyrepension-damgaard.dk og en facebookside er under udarbejdelse.
Annonce