Skip to Content

Kæledyrenes paradis kæmper i svære tider

7. december 2025 af
Kæledyrenes paradis kæmper i svære tider
6510NYT

Kæledyrenes paradis kæmper i svære tider

Af Stig Kongsted Hansen

Kæledyrenes paradis har eksisteret i 15 år i Gram med Claus Christensen som indehaver af butikken. Det er gået godt gennem alle årene, men der har været kriser undervejs som i alle brancher. Og sådan en af slagsen er der lige nu.

Der er svære tider lige nu. Folk tror jo, der kommer en krig, og derfor passer de på pengene. De tør ikke bruge dem, og det er et problem, som alle oplever lige nu, fortæller en nøgtern Claus Christensen, da 6510NYT en dag i november besøger ham i forretningen.

Claus har altid arbejdet i branchen, og udover forretningen i Gram leverer han varer til dyreforretninger i Agerskov, Ribe, Varde og Brørup. Der er generelt nedgang, men en enkelt varegruppe er ikke afhængig af krisetider. Den køber kunderne altid.

Hunde- og kattefoder køber folk trods krisetider. Og vi sælger endda forholdsvis dyrt hunde- og kattefoder, fordi mange prioriterer høj kvalitet, og det er meget fornuftigt. Hunde og katte får ofte skavanker, når de er 6-7 år gamle, og det kan komme på grund af dårligt foder. Det viser mange forskellige undersøgelser på området, og dem tror jeg på, fortæller Claus.

Kæledyrenes paradis i Gram har kunder fra Gram, oplandet til Gram, og flere kommer fra Ribe. Claus opererer med 24.000 varenumre, og det er en af to grunde til, at Claus tror, det hele nok skal gå på sigt.

De mange varenumre gør, at folk kommer langvejs fra for at handle hos os, så vi prøver på at blive ved med at have så mange varegrupper og gøre det så bredt som muligt. Mange tror, at vi er dyrere end de store kæder, men vi er faktisk lige så billige, og nogle ting er endda billigere, da jeg ikke har de samme store udgifter, som kæderne har, fortæller Claus.

Og Claus Christensen er en herlig optimist og ser fremtiden roligt i møde.

Indtil videre lever vi af de penge, vi har. Der har før været kriser, og finanskrisen gik over, så det gør det her nok også, og jeg bliver ved, lige så længe jeg synes, at det er sjovt, slutter en hudløs ærlig Claus Christensen.

Annonce