Skip to Content

Høsttid - klumme

11. september 2025 af
Høsttid - klumme
6510NYT

Skrevet af Anita Bisgaard

Jeg er så heldig, at jeg arbejder på landet! Når jeg kører til mit arbejde, går min vej forbi marker, som nu er høstet, og der er travlt med alle landbrugsmaskiner på både marker og veje 😊 Jeg synes, at der er kommet andre afgrøder end tidligere – der er sågar marker med solsikker, blomster og andet til gavn for biodiversiteten.

”Det ser flot ud og til gavn for meget og mange.”

I børnehaven er der høstmarked, og i vores skolehave bliver der ligeledes høstet afgrøder.

Når jeg kommer på marked for at handle, er der forskellige sorter af gulerødder, tomatsorter, som er blevet krydset, økologiske produkter, biodynamiske produkter og meget andet godt. Det er spændende, at så mange nye produkter finder vej til os forbrugere.

(fortsætter under annoncen)

Vi er nok også mange, der har travlt med at få syltet, plukket og konserveret grøntsager og frugt til efteråret og vinterens komme.

”Jeg har ikke preppet så meget andet end vand – måske er det også på tide…”

Om et par uger skal jeg på svampetur i en weekend – det glæder jeg mig til! Jeg har boet i Vestjylland i 22 år og har gennem tiden samlet rigtig mange svampe til eget brug. Vi er en gruppe, som tager samme sted hen hvert år, og vi nyder naturen og ikke mindst de skønne kantareller til aftensmaden.

Rigtig god høst til jer alle 🌾