Skip to Content

Hjerterum, husrum og høj sol over Højmarken

28. april 2026 af
Hjerterum, husrum og høj sol over Højmarken
6510NYT

Af borgerjournalist Gerda Feddern

Hvordan livet leves på Plejehjemmet Højmarken

En dejlig eftermiddag med solskin, stor opbakning og stor interesse for vores dejlige plejehjem på Højmarken.

Hvor der er hjerterum, er der husrum. Der var udsolgt med 30 tilmeldte, men hele 40 forventningsfulde borgere fra 6510 mødte op – og alle fik en stol, kaffe og kage. Ikke mindst fik de en dejlig og interessant eftermiddag på Plejehjemmet Højmarken.

Personcentreret omsorg og aktiviteter

Udviklingssygeplejerske Anette Poulsen fortalte rigtig godt om personcentreret omsorg.

Aktivitetsmedarbejder Mette Carstensen fortalte om, hvordan beboerne aktiveres med stolegymnastik, cykelture, sang og musik. Støtteforeningen hjælper også med blandt andet banko, andagter og tur til kirken i julen.

Annonce


Plejehjemsleder Rikke Kael Seest gav en god fortælling om, hvordan det er at bo på Plejehjemmet Højmarken.

Kaffe, kage og tur i haven

Højmarken var vært med kaffe, kage og lækre småkager.

Efter kaffen var alle på tur i den skønne have med sansestien, hvor forårssolen blev nydt.

Til slut kørte den friske aktivitetsmedarbejder Mette nogle af gæsterne hjem.

Birthe Østergaard og Birgit Schjøtt var heldige og fik en tur i den sjove cykel, der for øvrigt ikke er helt nem at styre.

Velkommen igen næste år

Alt i alt var det en dejlig eftermiddag på Højmarken.

Eftermiddagen var arrangeret i samarbejde mellem Plejehjemmet Højmarken, Sundhedsfremme i 6510 og seniorforeningerne i 6510.

Stor tak til Plejehjemmet Højmarken for værtskabet – og hvor var det dejligt, at vi fik at vide, at vi er velkomne igen til næste år.

/