Mange gæster til Nis’ fødselsdag
Slagter Nis fylder 70 år, og derfor havde han inviteret hele området til Vesterkroen i Skodborg. Rigtig mange havde taget imod invitationen.
Nis havde ønsket sig tilskud til jagtrejser. For udover at passe sin slagterbutik er han også en passioneret jæger.

Taget imod med et smil
Nis tog imod de mange gæster med smil og sjove bemærkninger. Sådan er han jo altid, også når man kommer i butikken. Der bliver fyret noget af på et drevent sønderjysk, og at Nis er en populær mand, var der heller ingen tvivl om. Der blev grinet, sagt tillykke og udvekslet mange gode bemærkninger.
Butikken havde holdt lukket lørdag, men mon ikke Nis alligevel havde haft travlt. Der var dækket op med alt, hvad hjertet kunne begære af pølser, postej og andre lækkerier. Det hele var ganske overdådigt, og naturligvis var der også fadøl og andre drikkevarer. Intet manglede.

Høj stemning
Med så god mad – og så god en mand – kunne det næsten ikke undgås, at stemningen var i top fra begyndelsen. Nis havde ellers havde sagt, at der ikke skulle holdes taler. For det med at være midtpunkt, det er ikke rigtigt ham.
Men der kom alligevel et par taler. Sjove taler – for sådan er det med Nis. Der blev blandt andet fortalt om jagt. Præsten holdt også en tale. Som han sagde:
Når man bliver 70 år, så begynder præsten at synes, at man er interessant.
Fællesskab om maden
Ellers foregik festen omkring de mange borde. Nis sørgede for, at alle havde det godt. Og det havde de. For med Nis’ mad på bordet bliver ikke kun maven fyldt. Man kommer også i godt humør. Og det kunne høres.

Måske de stadig fester
Lydniveauet var i hvert fald højt. Ved bordene blev der fortalt historier om byens slagterbutik og alt det, mange har oplevet der. Det er jo herfra, der er blevet bestilt mad til barnedåb, konfirmationer, bryllupper og sølvbryllupper. Og mon ikke også mange har fået et stykke smørrebrød fra Nis efter en begravelse.
(fortsætter under annoncen)
Annonce

Ikke bare en slagter
Warmings slagterbutik er en institution i området. Og det bliver den ved med at være. For selv om Nis er fyldt 70 år, er han ikke klar til at stoppe helt. Men han vil gerne have lidt mere luft i hverdagen.
På et tidspunkt efter påske skal området derfor vænne sig til, at også torsdagen bliver en lukkedag.
For Nis Warming er der dog ingen grund til mismod over de runde år. Tværtimod ser han dem som noget at være taknemmelig for.
6510NYT ønsker Nis et 70-foldigt tillykke og glæder sig over den kloge beslutning om kun at have to åbningsdage, så han kan holde i mange år endnu.
























