Skip to Content

Halloween blev igen en succes på Fole Friskole

2. november 2025 af
Halloween blev igen en succes på Fole Friskole
6510NYT

Af Stig Kongsted Hansen

Klamme mader, uhyggelige græskarhoveder, følekasser, smagekasser, klargøring til catwalk, forberedelse af et MEGET uhyggeligt aftenløb og meget andet. Der var gang i den med lutter glade elever og lærere over hele linjen, da 6510NYT i torsdags var et smut forbi på Fole Friskole & Naturbørnehave.

Forberedelserne til skolens årlige faste tradition var i fuld gang, og vi mødte skolens leder Anita Bisgaard, der stod med arme, hænder og fingre dybt nede i et kæmpe græskar sammen med et par af skolens elever.

  • Det er torsdag, torsdag aften og fredag, hvor vi er i fuld gang med Halloween. Alle elever og forældre bakker op, og i aften bliver vi et par hundrede på skolen, da ALLE forældre kommer, så der bliver pres på med masser af uhygge undervejs. Eleverne har selv lavet det hele, og ”løbet” i aften bliver det store gys. Bare vent, du bliver bange, når du ser billederne derfra, fortæller en forventningsfuld skoleleder Anita Bisgaard, der samtidig lover slikposer til alle der gennemfører løbet.

GYSERSKOVEN

Også eleverne var spændte og forventningsfulde. Vi mødte et par af dem, mens de var i fuld gang med deres forberedelser.


  • Det er lidt svært, og man skal gøre mange ting om, men det kommer til at se rigtig godt ud, fortalte Sigrid fra 1. klasse, der var i gang med at lave flotte skilte til aftenens smagekasser.
  • Det er mega-fedt, at der er en Halloween-fest på skolen, og at vi laver noget i forbindelse med Halloween. Det er et højdepunkt på skolen hvert år. Jeg glæder mig mest til i aften, hvor vi skal forskrække hinanden nede i skoven, fortalte Magnus fra 7. klasse.
  • Vi er i gang med at lave spøgelsesskoven klar til løb i aften. Det bliver meget uhyggeligt. Resten af min klasse skal gøre alle bange undervejs, og jeg står til sidst, når de er kommet igennem og deler slik ud, fortalte Venessa fra 9. klasse.

Sigrid

Magnus

Venessa

Annonce


Og den store aften blev igen den forventede succes. Vi har fra skoleleder Anita Bisgaard modtaget følgende opdatering efter den uhyggelige aften på skolen:

  • Sikke flotte udklædninger!! Hvor var der mange, både børn og voksne, som mødte op i de mest fantastiske udklædninger! Det er simpelthen utroligt, hvad vores børn og forældre kan præstere, når det kommer til kreativitet og udformning. Det var fantastisk at opleve endnu en halloweenfest, hvor stemning, ulækker mad og skønne udklædninger gik i hånd med ånden om en fælles oplevelse for os alle. En STOR tak til alle børn og voksne, slutter skoleleder, Anita Bisgaard.