Gys og hygge med den døde pedel
En (u)-hyggelig reportage. Se de mange billeder sidst i artiklen
Fredag aften før vinterferien var der stadig lys på Gram Skole. Eleverne fra 5. klasse havde nemlig fået lov til at overnatte på skolen, og et par af lærerne havde tilbudt at være på skolen sammen med dem. Det var en dag, som eleverne i den grad havde set frem til – længe. Tænk sig at få lov til at være på den store skole hele natten.
Lea: “Det allermest spændende bliver, at vi skal sove der. Det glæder jeg mig til. Jeg er helt udmattet efter al det løb på trapperne.”
Fedt og hyggeligt
Alle relevante myndigheder havde godkendt overnatningen. To klasseværelser var udpeget som soverum – ét til drengene og ét til pigerne. Hele dagen var gået med at gøre klar.
Efter skoletid gik overnatningen for alvor i gang. Skolen blev tømt for de andre elever og de andre voksne. Og så var gangene åbne for løb og leg, gemme og tik – gamle lege, som også de ældre læsere vil huske fra deres skoletid.
Donald: “At lege gemme på skolen. Der er mange gemmesteder.”
Uden mad og drikke
Er man 11–12 år, så skal der også noget mad til. Alle troppede op i skolekøkkenet, og så blev der ellers lavet pasta og kødsovs til alle. Opgaverne blev fordelt: Nogle snittede løg, andre skar rød peber, og atter andre sørgede for, at pastaen blev kogt. Til sidst var alt klar, og så blev der spist.
Når man går i 5. klasse, skal man også hjælpe med at rydde op. Og det skete uden protester – næsten. Alle hjalp dog til, og så var der ellers fri leg.
Hos pigerne stod den på UNO. Drengene tog sig endnu en omgang tik. Herligt.
Dana: “Det er første gang, jeg skal sove på en skole. Jeg glæder mig rigtig meget til det.”
Den døde pedel
De ældre i sognet vil nok kende historien om den døde pedel, som efter sigende holder til i skolens kældre. Ja, kældre – for der er flere. I gamle dage blev de brugt til alt muligt: omklædningsrum, undervisning og opbevaring. Men ombygninger og forandringer gjorde dem overflødige – eller glemt. Noget blev muret til. Andre rum gemmer sig stadig, som lommer i bygningen, hvor man ikke længere kommer af sig selv.
Annonce

Nede under skolen bliver lydene anderledes. Trinene giver en hul klang mod betonen, og luften føles koldere – som om den står stille. Der lugter af støv, gamle papkasser. Langs væggene står bunker af udtjente stole og borde, og i hjørnerne kan man ane kasser med bøger, der for længst er gledet ud af brug - eller glemt. Der er rør, ledninger - og håndtagen ingen rigtig ved, hvad skal bruges til mere.
Historien om den døde pedel skal der ikke berettes i detaljer om her. Men det fortælles, at han går rundt dernede og leder efter det baderum, som man i sin tid murede til. Der skulle nemlig være sket uforklarlige hændelser, og derfor mente man, at der var noget spøgelsesagtigt på spil.
Da man ikke kunne få det til at stoppe – og da man var bange for, at det ville brede sig – murede man simpelthen baderummet til. Og sådan har det været siden. Nu går den døde pedel rundt i kælderen og leder efter det, så han kan kontrollere, at børnene har slukket vandet efter idræt.
Max: “Jeg synes, det var spændende at være i kælderen.”
Hvor ligger det baderum?
Hvor det tilmurede baderum præcis ligger, er der vist ingen, der ved. Det er nok også bedst sådan, kan de gamle i sognet fortælle. For bliver muren til baderummet brudt ned, vil uhyggen slippe ud igen.
Børnene vidste ikke helt, om de rigtigt troede på, at der går en død pedel rundt i kældrene. Alligevel indfandt der sig en vis nervøsitet, da de gik ned i de mørke kælderrum for at se, om der var noget dernede.
De modigste gik forrest
Der hang spindelvæv i hjørnerne, og støvet lå som et tyndt lag på det, der ikke var blevet rørt i årevis. Den selvsikkerhed, børnene havde i begyndelsen, forsvandt. Men ind gik de. Pludselig udbrød der panik. Nogen havde hørt noget - eller var de bare de andre. Alle skreg og løb ud, og døren blev smækket i med et brag. Og den forblev lukket.
Ro på skolen igen – eller…?
Nerverne faldt til ro igen på lærerværelset, hvor der blev set film og spist popcorn. Klokken 21 gik man mod værelserne. Og klokken 22 var der ro – eller der var næsten ro.
For jeg sværger: Det lød som om, der blev tændt en bruser nede i kælderen. Sådan en bruser, som der er i et baderum på en skole. Eller var det bare varmerørene i radiatorerne, der susede?
Lærer Astrid, som havde det overordnede ansvar, var ikke i tvivl om, hvad det var... Men det må I selv spørge hende om.
Overnatning på skolen var et hit. Godt gået af børnene - og ikke mindst lærer Astrid....
Flere stemmer fra 5. klasse
Sebastian R: “Det fedeste – det er vist det hele.”
Alberte: “Det er at være selv på skolen. Jeg skal desværre ikke sove her, for vi skal tidligt afsted i morgen.”
Luna: “Det er dejligt at være sammen med veninderne.”
Osvald: “Det er sjovt at løbe på gangene og lege tik. Det må vi ikke, når der er skole.”
Christian S: “Det er at være sammen med vennerne – og lege gemme og tik.”
Christian F: “At tonse rundt på gangene.”
...





































































