Skip to Content

Guld i græskarret

19. februar 2026 af
Guld i græskarret
6510NYT

Guld i græskarret

Hvis man spørger, hvor man kan finde guld, vil mange nok sige: i en guldmine eller i en flod. Men onsdag aften kunne man faktisk finde “guld” et helt andet sted – i et stort græskar i fritidscenteret.

Det store græskar

Her sad Jette Sølbek-Severin, Mette Skødt Elneff og Carina Nissen og arbejdede. Ikke med skovl og sigte, men med det, der i virkeligheden får en by til at hænge sammen: frivillig tid, gode idéer og tålmodigt planlægningsarbejde.

De er “guld” i 6510 på mange måder. De er aktive i foreningslivet og gør en stor forskel. Og denne aften blev der også gravet guld helt konkret – nede i græskarret – med en laptop, hvor der blev planlagt, søgt fondsmidler og gjort alt det andet, der skal til, for at få det hele til at ske.

Der planlægges Pinse – selv i frostvejr

Selvom vi lige nu har nogle af de laveste temperaturer i mange, mange år, blev der arbejdet på årets ”Pins’ i Gram”-byfest. De fortæller:

Til den tid er temperaturen forhåbentlig anderledes høj. Og der er allerede nu mange ting, vi skal have på plads. Og selvom vi alle arbejder frivilligt, så skal der nogle penge til. Så lige nu er vi i gang med at søge fonde, der måske har midler, som passer til os.

(fortsætter under annoncen)

Annonce

Foreningslivet betyder alt for byen

Hvorfor bruger I så meget tid på det her?

Jamen, det gør vi, fordi vi synes, det er vigtigt. Dels er det vigtigt, at der er en byfest, vi kan være fælles om i Gram. Dels er det vigtigt, at vi tjener nogle penge, som vores foreningsliv kan få glæde af. Vi er alle aktive i foreninger. Og et godt foreningsliv er vigtigt for en by som vores. Hvis ikke der er fodbold, gymnastik og alt det andet, så bliver det hurtigt lidt trist.


Hvad kan folk glæde sig til?

Meget vil ligne sig selv. Festen bliver igen i år holdt nede på Gram Gård. Vi har et rigtig godt samarbejde med slottet, som vi er glade for. Men der kommer også nye tiltag. Og så er der jo den store Pins’ March om søndagen. Alt det kommer der mere om senere.

Guldet i 6510

Jo, der sad sandelig nogle vigtige mennesker i græskarret den dag. I 6510 er vi heldige: Der er mange, som gør en kæmpe indsats her og der og alle vegne – ofte uden selv helt at opdage, hvor meget det betyder.

Men så kan vi andre jo huske at påskønne det – og sige det højt. For det er mennesker som dem, der er guldet i 6510.