Skip to Content

Gramstrup – Spænding og glæde på Gram Skole

3. marts 2025 af
Gramstrup – Spænding og glæde på Gram Skole
6510NYT

Gramstrup åbner op igen

Forventningens glæde er tydeligvis stor på Gram Skole, da 6510`s udsendte møder ledelse, lærere og elever på Gram skole i uge 6. I uge 11 afholdes der minisamfundet ”Gramstrup” på skolen og forberedelserne er allerede godt i gang. De fleste elever har prøvet det før, da ”Gramstrup” afholdes hvert tredje år.

Madboder, beauty og disco

Eleverne i 1. til 5. klasse skal være lønmodtagere i samfundet. De kan søge mellem jobs i Pandekage/Ishuset, Kalle Koks Madbod, Asiatisk køkken, Upcyclingsbutikken ”yt til nyt”, Gramstrup Tea House, Gramstrup Beauty-& Wellness Salon, restauranten Los Mexi Grams, Søstrene Gram, Legoland og Escape room, Gramstrup Disko-dasko samt serviceværkstedet.

Eleverne i 6.-9 klasse har allerede fået deres lederjobs. Der er 44 ledere i alt, som i uge 6 er i gang med budgetlægning, hvilket er et stort arbejde, og at organisere alt det praktiske rundt om deres virksomhed.

Åbent Hus torsdag d. 13 kl. 16-20

Torsdag er der åbent hus, hvor alle må komme. Man kan købe "grammere, og så er det ellers bare at gå på shopping i boderne eller få noget at spise. Alle er velkomne, og børnene glæder sig

Fortsætter under annoncen

Annonce

Voxpop

 Arthur og Iben fra 3. klasse:

Arthur: Det er sjovt, at vi får penge, som vi bare kan bruge. Det glæder jeg mig meget til. Jeg vil søge arbejde i serviceværkstedet, i Los Mexi Grams og i Ishuset, og jeg håbe1r, jeg får job i Los Mexi Grams, fortæller en meget forventningsfuld Arthur.

Iben: Jeg glæder mig så meget. Vi kan tjene penge og købe, og i Gramstrup får vi nye venner på tværs af klasserne samtidig med, at vi lærer de store at kende. Og de store hjælper os, fortæller en begejstret Iben.

 

Naja og Josefine fra 7. og 8. klasse:

Naja: Gramstrup er herligt, og endelig skal jeg være virksomhedsleder. Det skal jeg være i ”Los Mexi Grams”, hvor vi er ved at lave budgetter, fortæller en engageret Naja.

Josefine: Jeg er også leder i Los Mexi Grams, hvor vi er i fuld gang med økonomi og budgetter. Vi skal hjælpe og guide de mindre elever, så de bliver trygge. Det er spændende fortæller en eftertænksom Josefine.

 

Souschef Sara Venzel Lindholdt:

Det er fjerde gang, vi afholder Gramstrup og eleverne glæder sig meget. Både dem, der skal være arbejdere for første gang, og dem, som tidligere har været arbejdere, og som nu skal være ledere. Vi har jo hvert år en konkurrence om, hvem der kan tegne/male det flotteste byvåben for Gramstrup. Vinderens tegning bliver så afbildet på de pengesedler, der trykkes. Vinderen i år blev Andrea fra 3. klasse, og det var Skolechef for Haderslev Kommune, Line Dudal Lauridsen, der var dommer i konkurrencen.

 

Lærerne Astrid And​ersen og Lene Jespersen:

Vi har nogle enormt motiverede unge, der brænder for deres lederfunktion. De arbejder med budgetter og opskrifter og går op i det med stor iver. Det er fantastisk at arbejde med så engagerede elever, der udstråler glæde og lyst. De er også bevidste om, og lidt bedrøvede over, at det nu er sidste gang, at de er med til Gramstrup, så de gør sig umage. Og så er det dejligt at se det enestående sammenhold, der er i værkstederne. Det tager eleverne med bagefter, hvor de så kender hinanden på tværs af klasserne, fortæller de to meget engagerede lærere samstemmende.

 

Gramstrup løber af stablen i uge 11, og 6510 nyt glæder sig til at besøge skolen igen torsdag den 13. marts fra kl. 16.00, hvor vi vil lave en reportage.


Annonce