Gram og Tiset Vandværk fusionerer
Tiset Vandværk har i mange år fået leveret vand fra eget vandværk. Det gør de stadigvæk. Men den 20. maj 2025 blev det på bestyrelsesmødet i Tiset besluttet at fusionere med Gram Vandværk pr. 1. januar 2026. Og denne sammenlægning er nu fuldt ud gennemført. Nøglerne er overdraget.
Olaf Hansen, som har været med i bestyrelsen i Tiset siden 1997 og været formand de sidste 20 år, fortæller:
”Vi har noget fantastisk godt vand i Tiset. Og det har vi stadigvæk. Grunden til, at vi har fusioneret med Gram, er, at myndighederne stiller krav om forsyningssikkerhed, som kan være svære at opfylde for de mindre vandværker. Det er f.eks. krav om at kunne levere vand under strømsvigt, eller hvis der sker en forurening. I sådanne tilfælde skal der stadig kunne leveres vand. Det har vi sikret ved at fusionere med Gram.”
Hvordan er det sket?
Helt konkret er der nu gravet en nødforsyningsledning ned mellem Gram og Tiset. Det betyder, at hvis Tiset Vandværk ikke kan bruges, så kommer der i stedet vand fra Gram og ud til Tiset. Men det har også givet øget sikkerhed den anden vej ind mod Gram. Skulle der blive brug for det, så kan Tiset Vandværk pumpe vand den anden vej ind til Gram. Så på den måde er det godt for alle parter.

Er det ikke vemodigt at nedlægge et selvstændigt vandværk?
Jo. Det er naturligvis trist, for det har været en meget veldrevet forening, som der altid har været stor opbakning til. Langt de fleste er tilsluttet vandværket, og til generalforsamlingerne har der også altid været god opbakning. Sådan et vandværk er en del af byens DNA.
Alt har været drevet frivilligt. Bestyrelsen har været ulønnet, og der har ikke været en lønnet driftsleder. Så vandværket er noget, vi har stået sammen om.
Men det ændrer ikke ved, at det stadigvæk er den helt rigtige beslutning at fusionere med Gram, og at det er på det helt rigtige tidspunkt.

Hvor længe har der været vandværk i Tiset?
I 1942 blev vandværket stiftet af fremsynede borgere og landmænd. Det var en stor og rigtig beslutning dengang – for at sikre godt og billigt vand til folk i Tiset og omegn med en høj forsyningssikkerhed. Det er de visioner fra dengang, som vi nu fører videre ved at fusionere med Gram.
Formand for Gram Vandværk, Henning Christensen, har fået nøglerne overdraget. Han er godt klar over, at det ikke har været nogen nem beslutning, for der er mange følelser med i sådan en beslutning:
”Vi er glade for beslutningen og for det samarbejde, der har været. Og som Olaf siger, så er fusioneringen også med til at højne forsyningssikkerheden ind mod Gram. Så på den måde hjælper vi hinanden nu. Vi skal nok passe godt på nøglerne til vandværket – og på vandværket. For det skal jo stadig køre, som det hele tiden har gjort. Men nu står vi stærkt sammen.”

Henning tilføjer, at der er flere og flere fusioner mellem vandværker, samt samarbejde mellem vandværker og fjernvarmeværker, dér hvor det kan lade sig gøre.
”Det er jo ikke som i gamle dage, da bestyrelsesmedlemmerne/formanden havde tid til at ’skrue’ på anlæggene. Derfor giver det god mening, at vandværker samarbejder med fjernvarmen, hvor der er en driftsleder, som tager sig af det. Desuden er det også tit de samme håndværkere og leverandører, man bruger i både vandværker og fjernvarmeanlæg.”
6510NYT ønsker tillykke med fusionen.
/Gjesing













