Gram er god!
Af borgerjournalist Christian Guldager
Det er efterhånden et par år siden, at vi begyndte at lære Gram at kende. Vel havde vi kørt igennem byen mange gange – uden nogen kommentarer, for særlig spændende så byen ikke ud til at være, når man bare var på gennemkørsel – ad Haderslevvej til Ribe. Men så flyttede vores søn, svigerdatter og de to mindste børnebørn til byen, og vi fulgte efter – på weekendplan. Meningen var, at vi skulle komme her mindst én gang i måneden. Det lykkes ikke altid, men nogenlunde.
Det meste er smukt
Efterhånden begyndte vi at opdage byen og dens kvaliteter. Den store bygning ved siden af bodegaen i rundkørslen er ikke særlig køn og burde rives ned, men hvis man kører op ad Slotsvej, så ligger der det ene smukke hus efter det andet – for ikke at glemme højskolen, som altid er en fornøjelse at kigge på. Og er der ikke noget om, at det bliver til seniorboliger? Det taler vi ofte om, for vi er jo begge pensionister, og sådan et sted lyder da genialt til os. Fortsætter man op over bakken og ned til slot, sø og å – så bliver det jo fuldstændig betagende.
Naturen omkring Gram er fantastisk, og især for os, der ikke oplever det hver dag.

Skal vi flytte til?
Efterhånden har vi afprøvet mange overnatningsmuligheder herovre. Slottet, Rødding Kro og adskillige private lejemål. I lang tid var vi sikre på, at vi skulle købe et hus herovre, og vi har været til mange fremvisninger med Alfred Grosbøl – og haft mange gode samtaler med den venlige mand. Vi fandt endda også det helt rigtige hus og bød på det – men sælgeren havde lovet naboen, at huset ikke ville blive solgt som flex-bolig, og det var jo netop en flex-bolig, vi ønskede. Nu har vi opgivet at købe, og vi har fundet os til rette på Åvej 10 hos Inge og Niels. Her er smuk udsigt direkte til åen, rigelig plads til to personer, masser af gode bøger og altid rent og pænt. Det er blevet ”vores” sted.

De er smarte hos Vivi
Dametøjsbutikken ”Hos Vivi” er blevet min kones yndlingsbutik, for de har altid lækkert tøj, siger hun. Jeg kan også lide at komme der, for mens én ekspedient betjener min kone, så bliver jeg holdt i skak af en anden ekspedient. Det er jo smart, for så kommer der ingen bemærkninger fra min side om, at tøjet er dyrt, grimt eller upassende. Men det er det heller ikke.
Min yndlingsbutik er ABC-supermarked, for det er mig, der laver mad og oftest mig, der køber ind. ABC har jo altid gode tilbud af den slags, som vi aldrig ser på Sjælland. Jeg elsker at handle i ABC, og alt personale er søde og venlige. Vi tager aldrig hjem uden lige at have handlet i ABC og fyldt op med de gode tilbud.
Røde Kors-butikken hører også til de faste besøgssteder. Man finder altid en god bog eller noget andet, som man køber – uden egentlig at have brug for det.

Blomsterbutik med tro på ærlighed
Og så er der jo ”Marie” og hendes genbrugsfund. Jeg kan jo stå og savle foran hendes forretning i timevis, men desværre har hun kun åbent om onsdagen, og vi er her sjældent om onsdagen. Men hun har altid smukke glas til fornuftige priser, og jeg elsker glas.
Blomsterbutikken på Kongevejen er jo imponerende, for udover at de laver enormt flotte buketter og sammenplantninger, så lader de halvdelen af blomsterne og sammenplantningerne stå udenfor – døgnet rundt. Så kan man betale med MobilePay, og jeg beundrer butikkens tro på menneskers ærlighed – den var altså ikke gået, der hvor jeg bor 😊

Når sjælen trænger til ro
Kirken og Gjesing giver også oplevelser af de store. Det er jo desværre ikke hver søndag, at Gjesing samler menigheden i Gram, men når han gør, så er det værd at lytte efter. I foråret var der Grand Prix-gudstjeneste – et fantastisk show midt i gudstjenesten. Det var sjovt – og godt gået! Og for nylig var der julemissegudstjeneste med kirken fuld af glade børn. Han er jo genial til at få børn og unge til at vænne sig til kirken – og såmænd også alle os andre.
Nu glæder vi os til julegudstjeneste juleaften, for vi er så heldige at kunne fejre julen i Gram.
Og når hovedet trænger til ro
Selvfølgelig kan man ikke skrive om Gram uden at nævne slottet. Stor ære og respekt for hvad Sanne og Svend Brodersen har opnået. Slottet er jo et unikt samlingssted, og restauranten er hyggelig. Maden er tilmed god, og den fine butik med alskens øko-varer lokker sådan nogle som os. Nu har ægteparret også købt naboen, Gram Slotskro, og der er ansat en direktør til at udvikle – det bliver spændende at følge.
Og når hovedet trænger til ro, så er en tur i slotshaven et godt middel. Her er smukt og fredfyldt, og man går og spekulerer på, hvorfor man oprindelig slet ikke bemærkede Gram, når man kørte igennem. Nu har vi jo lært byen at kende som en hyggelig by med masser af charme.
Fyn er fin, siger de på Fyn, men Gram er god – og fyldt med søde mennesker, hyggelige butikker og smuk natur. Det er næsten blevet vort andet hjem.
















