Skip to Content

Fredagsrundstykker i Gram Motionscenter

15. januar 2025 af
Fredagsrundstykker i Gram Motionscenter
6510NYT

Af Borgerjournalist Gerda Feddern

Sidste fredag i hver måned mødes seniorerne i Gram Motionscenter til morgenkaffe og rundstykker. Det er blevet en fast tradition.

Rigtige rundstykker

Idéen kom, da seniorer i Gram Motionscenter gav udtryk for at savne ”rigtige bagerrundstykker”, efter bager Eckholdt i marts 2022 meldte ud, at han lukkede sin bagerafdeling på Slotsvej i Gram.

Den greb Støttegruppen for Seniorerne I Gram Motionscenter, og siden april 2022 har der været fast tradition for at samles til kaffe og rundstykker fra Toftlundbageren sidste fredag i måneden - medmindre dagen ændres lidt i forhold til helligdage.

Sociale netværk året rundt

Ved fredagsrundstykkerne fejres fødselsdage, synges sange, meddeles nyheder og i det hele tages hygges der, og sociale netværk opbygges og - styrkes.

Julen er ingen hindring. Den 20. december 2024 var 37 seniorer samlet til fredagsrundstykker. Der blev sunget et par ekstra julesalmer, nydt en ekstra kop med Kjelds hvide julegløgg – og ikke mindst fik alle ønsket hinanden en glædelig jul.

Annonce