Skip to Content

Forrygende afslutning

27. marts 2026 af
Forrygende afslutning
6510NYT

Sæsonafslutning for familiesvømning i Arnum IF

Af borgerjournalist Christina Jensen

Den 12. marts var der sæsonafslutning for Familiesvømning med Arnum IF i Arrild Svømmehal.

Først blev der svømmet og leget. Den store rutsjebane var også åben denne aften. Bagefter var der hygge i cafeteriaet med lidt at spise og drikke.

Herefter blev der delt diplomer ud til alle de børn, der i sæsonens løb har gået på hold for at træne deres svømmefærdigheder.

Den 12. februar blev der afholdt ”svøm langt”, og ved afslutningen kunne det afsløres, at alle svømmerne tilsammen havde svømmet 40.750 meter. Et helt fantastisk flot resultat.

I svøm langt deltager alle lige fra de små på Plask og Leg-holdet til voksne, der har lyst til at være med.

Det har været en rigtig god sæson, hvor også mange nye familier har fundet vejen til svømmehallen.

”Vi er glade for alle, der har lyst til at være med,” siger Christina, der er leder af svømningen. ”Vi synes selv, at vores familiesvømning er noget for alle børnefamilier, der gerne vil have en hyggeaften sammen med deres børn. Og så kan børnene samtidig blive trygge ved vandet og få lært at svømme, mens de voksne kan tage en svømmetur selv eller bare slappe af i sauna eller spa.”

Familiesvømningen lægger ikke op til konkurrencesvømning, men har fokus på trygheden ved vand og glæden ved at lære at svømme og lege i vandet.

Holdet har tid i svømmehallen i Arrild om torsdagen fra lige efter efterårsferien og til midten af marts, fra kl. 18.30 til kl. 20.00. Der er mulighed for at gå på hold og lære at svømme. Undervisningen på holdene er kun en halv time, og resten af tiden kan man lege og hygge sig.

(fortsætter under annoncen)

Annonce

Familiesvømning er for alle, uanset hvor man bor. Når holdet starter igen i uge 43, er nye familier velkomne til at komme og prøve, om det ikke er noget for dem.

På Facebook kan man tilmelde sig gruppen ”Familiesvømning med Arnum IF i Arrild Svømmehal”. Her bliver information om opstart og andre oplysninger i løbet af sæsonen lagt op.

Man kan også læse mere om familiesvømning på Arnum Net ved at scanne QR-koden.