Skip to Content

Forældrespisning hos Tiset/Arnum KFUM-Spejdere

19. marts 2025 af
Forældrespisning hos Tiset/Arnum KFUM-Spejdere
6510NYT

Af borgerjournalist Charlotte Rohde Madsen

Den første fredag i marts havde de store spejdere i Tiset/Arnum Spejdergruppe inviteret deres forældre og søskende til aftensmad i spejderhytten. Og maden – dén skulle spejderne selv tilberede.

Spejderne mødtes halvanden time før normal spejdertid, og de var med til den fælles opstart sammen med bæverne, hvor der blev sunget og afholdt en andagt. Og så var det tid til at komme i gang med madlavningen – der var meget, der skulle nås, inden gæsterne skulle ankomme. 

De seks spejdere blev delt i tre hold, der hver skulle tilberede en del til hovedmenuen: ét hold skulle gøre kødet klar til grillen, et andet hold skulle ordne kartoflerne, og det sidste hold stod for salaten. Der var dog ikke plads til alle mand i spejderhusets køkken, så det gode vejr blev udnyttet, og to af holdene stod udenfor og arbejdede. 

Da spejderne først var blevet fordelt på de forskellige opgaver, gik de til dem med stor iver og en god arbejdsindsats. Mørbraderne blev afpudset og fyldt med flødeost, inden de blev krydret og pakket ind i bacon. Kartoflerne blev skåret i både og vendt rundt i olie, salt og peber. Hele seks broccoli blev skåret i mindre stykker til salaten, der også indeholdt bacontern, rødløg, ristede solsikkekerner og en hjemmelavet dressing. 

Efterhånden som spejderne blev færdige med deres første opgaver, gik de i gang med at dække bordene pænt op med både duge, lys, friskplukkede vintergækker og service. Til sidst skulle desserten også gøres klar, som denne dag bestod af frugtsalat og en hjemmelavet creme. Der blev skåret og snittet mange forskellige slags frugt, og fløden blev pisket til cremen. 

Selvom der havde været godt gang i spejderne, så var de ikke helt færdige, da forældrene og søskende ankom klokken 19.00, men med fælles hjælp blev de sidste ting gjort færdige, og der kunne bydes til bordet. Der var 18 personer til spisning, så det var en god flok rundt omkring bordet. 

Det blev en virkelig hyggelig aften, og forældre, spejdere og spejderledere fik snakket sammen på kryds og tværs. Og maden – ja, den blev rigtig god!