Skip to Content

Fole gjorde det igen

28. juni 2026 af
Fole gjorde det igen
6510NYT
| Ingen kommentarer endnu

Fole druknede i knallertrøg, nostalgi og fællesskab

Over 1700 knallerter til folkefest i hedebølgen

Over 1700 knallerter kom kørende i hedebølgen til Fole. Det var varmt – både for knallerterne og ejerne. Og den folkefest, man havde håbet på med musik, hygge, pølser og passioneret knallertsnak, lykkedes til fulde.

Det blev igen en af de helt store fester i området.

Læderveste, rygmærker og mælkekasser

Der er mange ting, der gør knallerttræffet så sjovt at være med til. Det er mennesker, der går op i deres hobby. De skruer, samler og sætter i stand til mindste detalje.

Samtidig er der en afslappethed og humor med hele tiden. Overalt er der rygmærker med navne som ”Ornerne”, ”Maxi Maniac’s”, ”Knallertklubben Gullasch”, ”Zweirad Union”, ”Mighty Cocks”, ”Ribellerne” osv.

De knallertfolk, der bærer vestene, kan måske se lidt barske ud. Men farlige er de bestemt ikke. Tværtimod. De er kommet for at holde fest.


Røde arme og røde nakker

Den fælles knallerttur rundt i området havde sat sit præg. Solcreme er ikke nødvendigvis det, der står øverst på listen, når Puch’en skal startes op.

Der var røde arme og røde nakker. Og en lædervest er varm, når termometeret siger over 30 grader.

Heldigvis var der skygge i teltet, som var forsynet med en kæmpe ventilationsblæser. Og så var både flaskeøl og vand kolde.

Øl i kasser

Der er en helt særlig og afslappet stemning til knallerttræffet. Der bliver hygget ved bordene, hvor der mange steder står en hel kasse øl.

For sådan er det. Man kan købe en kasse ad gangen – så slipper man for at gå hele tiden. Og vigtigst af alt: Så kan man altid byde, hvis nogen sætter sig i nærheden.

Ny mand i knallertklubben

En af dagens hovedbegivenheder var lodtrækningen om en Suzuki Samurai og en Suzuki FZ50 – begge fuldstændig renoverede.

Der blev solgt rigtig mange lodder, og stemningen var intens, da der skulle trækkes lod.

Vinderen af FZ50’eren blev Jonas Andersen, en ung mand fra Gram.

”WHAT, hvad er sandsynligheden for det? Jeg har jo først lige købt loddet,” lød det fra den unge mand, der selvfølgelig var ovenud lykkelig.

Tillykke, Jonas!


Alle klarede skærene

Trods de meget høje temperaturer klarede alle sig godt igennem dagen. Man passer godt på hinanden, når man er i Fole.

Der var en enkelt, der slog sin arm efter dans på en bænk. Det er, hvad der kan ske. Men når 6feet spiller op, så skal der danses. Det kan ikke undværes.

Der var også et mindre færdselsuheld, hvor en knallert ramte en helle.

Og knallerttræffet er ikke det værste sted at komme til skade. For bag lædervestene gemmer der sig sygeplejersker, læger, brandmænd og alle mulige andre, der straks kan hjælpe.

Fole gjorde det igen

Man kan kun imponeres over Fole – og over det, de kan.

Knallerttræffet er en af kronjuvelerne i lokalområdet og har været med til at sætte Fole på verdenskortet. Det er godt organiseret. Der er sjove konkurrencer og løb. Der er musik. Og tingene fungerer både foran og bag baren.

Der er festivalstemning overalt med foodtrucks, boksboldmaskine, grillpølser og pulled pork-burgere.

Det er folkeligt, uhøjtideligt og lidt skævt på den gode måde. Her er plads til de blankpolerede veteraner, de slidte hverdagsmaskiner, de hjemmelavede løsninger og de gode historier.

Og overskuddet kommer også Foles foreninger til gavn – og ikke mindst den fantastiske friskole.

Fole gjorde det igen.

BILLEDER
Har du billeder, så send dem til 6510NYT, så lægger vi dem op her

John Becher har sendt en stor stak billeder. TAK for dem

De kan ses her. de er i høj opløsning, så det kan tage lidt tid at hente dem

Knallerttræf 2026 - John Becker

Knallerttræf 2026 - Lars Hobel




Log ind for at efterlade en kommentar