Gram Højskole sælger den perfekte julegave
Til sommer er det fem år siden, at Gram Højskole slog dørene op for de første elever. Siden da har højskolen haft besøg af mange mennesker – både ”lange elever”, som bor på højskolen i op til fire måneder, og deltagere på de mange korte kurser, hvor folk fra hele landet er kommet til Gram og haft fantastiske oplevelser.
Hårdt arbejde
Pia Larsen er en af dem, der har været med næsten fra begyndelsen, og hun lægger ikke skjul på, at hun er stolt. Hun fortæller:
"Vi får rigtig mange positive tilbagemeldinger fra dem, der har været på højskole. Folk er glade for byen, og mange vender tilbage igen. Så vi har fat i noget, der er rigtig godt."
Pia Larsen bliver stolt, når hun ser på højskolen

At der har været bump på vejen, er dog ingen hemmelighed:
"Enhver opstart er svær – sådan er det. Men ser man over tid fra den første bestyrelse, der fik det hele op at stå, og frem til i dag, så er der flere og flere ting, der falder i hak. Jeg må sige, at jeg bliver stolt og glad, når jeg ser lys i vinduerne og julepynt på skolen. Hver dag er der mennesker, der går på arbejde på skolen, et hav af frivillige, kursister og elever. Gram Højskole er et nyt hjerte i 6510 – et hjerte, som nu er ved at være stærkt," fortæller Pia med et smil.
Lys i vinduerne
Dem, der kan huske tilbage til den tid, hvor bygningerne ikke var i drift, husker nok også, at de hurtigt blev lidt dystre.

Årets julegave til dig og din by
"Ja, en bygning bliver hurtigt trist at se på, når den ikke er i brug – og det går stærkt. Derfor var det godt, at der blev taget initiativ til at åbne en højskole. Der er blevet lagt mange, mange ulønnede timer i de bygninger. Det har betydet, at vigtige kræfter som banker, investorer og mange andre har holdt fast. De har kunnet mærke, at vi vil vores højskole i 6510."
Den gamle smukke bygning i Gram, der stadig er fuld at liv.....

Høj aktivitet
Der er en fin balance mellem indtægter og udgifter, men når der er høj aktivitet på skolen, er der også brug for en højere likviditet.
"Likviditet virker som motoren i en bil. Når den kører stærkt, skal der en kraftigere motor til. Det er den motor vi nu prøver at gøre lidt stærkere ved at sælge folkeaktier. Samtidig koster det også mange penge at vedligeholde de gamle, smukke og historiske bygninger, der står midt i Gram."
Folkeaktie – den perfekte julegave
Lige nu går frivillige rundt og sælger folkeaktier, og initiativet er blevet taget godt imod.
"Jeg synes, det er den perfekte julegave. Man gør noget rigtig godt for skolen og noget rigtig godt for byen – og så er den nem at pakke ind," siger Pia med et grin.
Info
Man kan købe aktierne ved sælgerne, der kommer rundt. Man
kan også komme op på højskolen eller ringe til Pia på 21 64 31 25, så sørger
hun for kontakten.
En aktie koster 500 kr. Hvis man køber for 1000 kr.,
modtager man desuden en gratis billet til sommerkoncerten den 31. maj 2025 ved
Gram Slot. Her kan man opleve Dodo and the Dodo’s, Jacob Dinesen, Rasmus Bjerg
– og en overraskelse.
Dagens låge
Link til dagens låge findes her:
https://www.6510nyt.dk/blog/lokale-nyheder-2/11-december-dagens-lage-115
Annonce