Borgerjournalist: John Becker
Fællesspisning samlede 85 i Fole Forsamlingshus
Nu har det lokale madhold været på spil igen til fællesspisning i Fole Forsamlingshus.
85 deltagere omkring bordene
Torsdag den 17. september var der igen liv og aktivitet i Fole Forsamlingshus, hvor madholdet stod klar til at byde byens borgere velkommen til fællesspisning.
Hele 85 deltagere havde tilmeldt sig, og det var en blanding af både unge og ældre, som alle kom for at nyde en aften i godt selskab.
Menuen stod på mørbradgryde med kartoffelmos og tilbehør, og efterfølgende blev der serveret kaffe, te og en lækker æblekage, som rundede måltidet af på den helt rigtige måde.

Næste gang er Mortensaften
Fællesspisningen er en tradition, der finder sted fire gange om året, og næste – og sidste – gang i år bliver til Mortensaften.
Der er derfor stadig mulighed for at få en hyggelig aften sammen med de øvrige borgere, inden året går på hæld.

Snakken gik på kryds og tværs
Stemningen i forsamlingshuset var høj, og snakken gik livligt på kryds og tværs hen over bordene.
Man fik opdateret hinanden på stort og småt: hvem der er flyttet, hvilke nye borgere der er kommet til byen, og hvad der ellers rører sig i lokalområdet.
Fællesspisningen fungerer som et naturligt mødested, hvor man både får et godt måltid og holder liv i fællesskabet.

Frivillige mænd står bag
Madholdet består af en gruppe frivillige mænd, der ikke blot har interesse for madlavning, men også for det sociale samvær, som fylder meget, ifølge en af mændene på madholdet.
Deres indsats skaber rammerne for en aften, hvor byens borgere kan læne sig tilbage, slippe for opvasken og nyde hinandens selskab.
Alt i alt blev det en hyggelig og vellykket aften, hvor fællesskabet i Fole endnu en gang viste sig fra sin bedste side.
/
















