Skip to Content

Et kig ind bag kulisserne

16. juni 2025 af
Et kig ind bag kulisserne
6510NYT

Det er lidt mere end et år siden, at en lille flok borgere satte sig sammen for at skabe 6510NYT. Til oktober er det et år siden, at første blad udkom.

Bestyrelsen bag lægger mange kræfter i, at 6510NYT bliver lavet. De mødes ca. hver anden måned.

Og selvom 6510NYT stadig er i en opstartsfase, så er humøret højt. Og det er det, fordi der altid er en, der har sagt: "I skal vide, at jeg er så glad for 6510NYT."

Økonomi

Økonomien er jo altid noget, der fylder. Da 6510NYT lever af annoncer, er det vigtigt, at der er nogen, der vil annoncere eller komme på håndværkerlisten.

Kasserer Hanne Grethe Holm er nu optimistisk:

Folk er flinke til at støtte os. Og alle synes, at 6510NYT er godt og med til at samle området. Men vi må ikke sidde på hænderne, siger hun med et grin.

Særligt det trykte blad er dyrt at fremstille. Men alting skal ikke være på computer. Der er nu også noget ved at have et rigtigt blad liggende med historier, der godt kan tåle at blive læst igen og igen.

Kultunaut

6510NYT abonnerer på et kalendersystem, som hedder kultunaut.dk. Det er ikke et billigt system, men det er det bedste, der findes.

Majbrit Lundsgaard fortæller:

Det er et super system, som Vision Gram støtter økonomisk. Folk skal bare lægge deres arrangementer ind, så kommer de på hjemmesiden og alle de steder, vi er. Og lægger man dem ind i meget god tid, så kommer de også i bladet. For der er jo det med vores blad, at det udkommer kun hver tredje måned. Og deadline til opsætning er en måned før. Så vi skal sådan set til at tænke på novembers julearrangementer, siger hun med et smil.

Borgerartikler

Der kommer heldigvis borgerartikler ind. Folk skal skrive deres artikel, og så læser redaktionen og journalist Stig korrektur.

Vi kan nemt bruge flere, lyder det fra Stig.

Nye idéer

Det flyver rundt med idéer: "Skal vi lave en serie med gamle madopskrifter?" "Hvad med satirefredag – eller en sjov spørgekasse?"

Jo, der er masser af idéer bag 6510NYT. "Kom med jeres," lyder det. For det er det, der er tanken: 6510NYT skal være et medie med positive historier fra 6510.

Bestyrelsen består af:

  • Johannes Engholm Gjesing
  • Majbrit Lundsgaard
  • Hanne Grethe Holm
  • Stine Kristensen
  • Mandus Andresen

Journalist:

Stig Kongsted Hansen

Fakta:

  • Der er udkommet fire blade. Det femte kommer til september.
  • Oplaget er på 2.000 eksemplarer.
  • Alle er frivillige, undtagen dem, der modtager en beskeden løn.
  • 6510NYT.dk har haft 160.000 besøgende.
  • Hvis hver besøgende har brugt 30 sekunder på hjemmesiden i gennemsnit, er der brugt 80.000 minutter.
  • Det svarer til 56 døgn, hvor der dag og nat har siddet én og læst historier om 6510. Er det ikke meget godt?
  • Og nu er der løbet lidt mere tid på 😊