Fik du læst artiklen om Markus Hansen i det nyeste blad?
Ellers kan du gøre det her! Markus er for øvrigt også bladuddeler for 6510NYT!
TAK for det!
Af Stig Kongsted Hansen
Markus Hansen er 75 år og har boet alle 75 år i Enderupskov. Han er kun flyttet en enkelt gang, og det var, da han flyttede fra skyggesiden og om i solsiden, som han selv udtrykker det. Han blev født i det gamle stuehus (skyggesiden) og voksede op der, men flyttede senere ned i baghaven i det hus, han bor i nu (solsiden) sammen med sin kone Ruth.
Månelys i stedet for gadelys
Jeg kan ikke være andre steder end her i Enderupskov. Jeg trives kun herude. Når vi er på ferie, kommer vi altid hjem to dage før, fordi jeg savner Enderupskov, fortæller en hudløst ærlig Markus, der blot bor fem hundrede meter fra Ribe Landevej.
Markus er naturmenneske og opholder sig meget i den smukke natur i Enderupskov. Et sted han ikke på nogen måde ville bytte ud med noget andet.
Fortove og gadelys er slet ikke mig. Herude kan vi se månen og stjernerne hele tiden. Der er ingen gadelys, som generer, og det er jeg vild med, fortæller Markus.
Markus kender næsten alle
Markus mener, han efterhånden er den ældste indbygger i Enderupskov, og han kender alle bortset fra dem, der er flyttet til på det seneste.
I 1850 boede der 350 her, og der var 60 børn i skolen dengang. Det er andre tider i dag og ikke det samme fællesskab, men mange af os, der har boet her længe, mødes og snakker sammen dagligt rundt omkring i byen. Jeg tror nok, Enderupskov altid vil eksistere, men i fremtiden tror jeg, at det bliver naturfolk og liebhavere, som bor herude, fortæller Markus.
Landbrug blev levevejen for Markus
Markus arbejdede som ung efter skoletiden ved bønderne og hos entreprenører. Da han var oppe i tyverne, gik han på landbrugsskole og overtog forældrenes gård med køer.
I 2002 solgte jeg køerne, da det var gode tider for salg, og siden har jeg levet lidt af kreaturer. Jeg har stadig nogle omme bag aftægten. Jeg har i alt 85 hektar. Det er jo meget ukurant jord og naturjord, men det kan man jo også tjene lidt penge på. Vi får lidt penge for at lade fuglene synge og blomsterne blomstre. Gad vide, hvor længe det går, siger Markus med et stort smil om læberne.
To af børnene bor også i Enderupskov
Markus har seks duer, to heste, to ponyer og seks kreaturer, som han går og hygger sig med, og så har han jo halvdelen af sine fire børn samt deres familier boende i Enderupskov.
Den ene søn bor lige her i baghaven med sin familie, og en anden søn bor i et aftægtshus få hundrede meter væk med sin familie, mens en datter bor i København og en søn i Aarhus. I alt har vi ni børnebørn, og det er alle sammen drenge, så når de er her, er der larm på, slutter en stolt Markus, og bliver lige afbrudt af sin kone Ruth, der kommer ind ad døren:
Jamen, så tager du jo ned og sover i shelteren i baghaven.















