Af Stig Kongsted Hansen
Fredag den 26. september viste Gram sig fra sin bedste og smukkeste side. Høj solskin og Gram Slot dannede rammerne om flere utroligt smukke arrangementer.
Hele formiddagen og til hen over middag blev der afviklet DM i krolf for hold på plænerne omkring Den Holstenske Lade. 30 hold med 120 glade krolfspillere svingede køllerne og varmede Gram op til alt det positive, der ventede denne fredag. Det var et fantastisk skue.
Derudover var der indvielse af det nye FUGLEKIGGERTÅRN i Lunden, der var SØNDERJYSKE MESTERSKABER I FÆLLESSKAB og sidst men ikke mindst var der FRIVILLIG FREDAG, hvor ikke mindre end 30 foreninger havde stande i Fællesskabsladerne.
Læs nedenunder her om de fantastiske arrangementer.
Indvielse af det nye Fuglekiggertårn
Langt inde i Slotsparken, der hvor den lange sti går over i skoven (lunden), var der kl. 14.30 indvielse af det nye fuglekiggertårn. Et unikt område, hvor ca. halvdelen af Danmarks knap 400 fuglearter kan opleves. Vision Gram står bag det fine initiativ.
“Børnene og jeg opholder os ofte herude i naturen, og så fik jeg ideen til et fuglekiggerhus. Jeg luftede ideerne for Karl Gunnar Gregersen, der straks var med på mine tanker. Derefter fremlagde vi idéen for ’Vision Gram’, der bakkede op, og her står vi i dag,” fortalte en meget tilfreds og stolt Rikke Friis, der også fik æren af at klippe den røde snor til fuglekiggerhuset.
Mette Friis er suppleant i Vision Gram og arbejder til daglig som museumsvært i Gram Lergrav.
Og at fuglekiggerhuset ligger det helt rigtige sted fik 6510Nyt bekræftet ved naturvejleder Claus Olesen, der var en af de 25 deltagere i indvielsen.
“Lige præcis i dette område fra Lunden og op til storskoven, er der registreret 173 fuglearter, hvilket er omkring halvdelen af alle fuglearter i Danmark. Det findes ikke mange andre steder,” fortalte Claus Olesen.
De 25 fremmødte deltagere fik en fin åbningstale af Karl Gunnar Gregersen efterfulgt af en vand eller øl, mens snakken gik lystigt blandt deltagerne.
(fortsætter under billederne)
Sønderjyske mesterskaber i Fællesskaber
Efter indvielsen af fuglekiggerhuset gik 6510nyt ud af Slotsparken og videre ind i Den Holstenske Lade, hvor der var Sønderjyske mesterskaber i fællesskaber med Højskolesang, Folkemusik, rejseforedrag samt stor afsluttende koncert med bl.a. Per Vers.
Men hvad er nu det for en størrelse? Sønderjyske mesterskaber i fællesskaber.
“Det hele udspringer af foreningen Vision 2030 under Haderslev Talentråd, der har fået midler fra fonde til at lave en festival med sønderjysk forankring i de fire sønderjyske kommuner. Temaerne er Scene, gastronomi og bevægelse i de andre kommuner, mens temaet i Haderslev kommune med udfoldelse i Gram er ’scene’. Målet har været at samle sønderjyske foreninger og kunstnere, som kan vise deres fællesskaber frem, og det gør vi så i dag med over 30 foreninger repræsenteret samt sønderjyske kunstnere på scenen gennem hele aftenen,” fortalte projektleder Mathias Nilsson.
Og det blev en kæmpe succes. Over 1000 mennesker var forbi Den Holstenske Lade i løbet af dagen, hvor aftenen blev afsluttet med en forrygende koncert med 500 deltagere, hvor bl.a. Per Vers, Built For Comfort samt det Sønderjyske kor gav den gas fra scenen.
(fortsætter under billederne)
30 lokale foreninger til Frivillig Fredag
Ud over Per Vers var der også et kæmpe lokalt aftryk i Fællesskabsladen. Den lokale ildsjæl Gerda Feddern havde formået at få 30 foreninger af huse, som var troppet op med messestande til den helt store guldmedalje.
Stemningen var høj og det vrimlede med interesserede mennesker, som fik et fint indblik i, hvad 6510 alt kan byde på.
Også her var der musikalsk underholdning med folkemusik, og sidst men ikke mindst, var der sang fra 6510nyts frivillige journalist Stine Kristensen, som virkelig imponerede publikum.
Det var en fantastisk dag i Gram, hvor mange fik sig flere gode oplevelser. Lad os håbe, der fremadrettet kan findes midler, så Sønderjyske Mesterskaber i Fællesskaber kan fortsætte, og meget gerne i Gram.






















