Skip to Content

En stor hyldest fra Madagaskar til Gram

19. oktober 2024 af
En stor hyldest fra Madagaskar til Gram
6510NYT
| 1 Kommentar

Lærke rejser

Ude godt - men det er hjemme også


Lærke Brodersen fra Gram er ude at se den store verden lige nu, men Gram er i

hjertet, og hun glæder sig til at komme hjem. Læs hendes beretning her:


Kære Gram

I juni tog jeg flyet fra Hamborg til Maldiverne, og påmønstrede min kærestes sejlbåd,

Nordlyset. Vi er nu i gang med at færdiggøre hans jordomsejling. Ruten går fra Maldiverne til Seychellerne, videre til Madagaskar, til Sydafrika og rundt om Kap det gode håb, over Atlanterhavet til Brasilien og op til Caribien.


I skrivende stund er vi nået til Madagaskar. På Maldiverne og Seychellerne har vi set nogle af de smukkeste strande, verden har at byde på. Vi har dykket og snorklet med kæmpe mantarays, hajer, skildpadder og tusindvis af fisk. Her på Madagaskar oplever vi det vildeste kulturliv, lemurer og enestående natur på land og under vand. Hver eneste aften bliver vi betaget af de smukkeste solnedgange, og hver morgen bliver vi vækket af solens stråler, der varmer os.


Alligevel tager jeg mig selv i at længes efter Gram, når jeg sidder på dækket om aftenen

og kigger på stjernerne. Jeg sætter pris på alt det, jeg er i, men jeg varmer mig også ved

tanken om, at jeg har noget derhjemme, der giver mig lige så store naturoplevelser og lige så stor lykkefølelse. At se solen stå op over søen vælter mig bagover af begejstring hver eneste gang. At gå en tur gennem parken og rundt om søen med mine forældres hund, Freja, kan give mig en lykkefølelse helt ind i hjertekulen. At gå op ad Slotsvej midt i pinsen, når alle flagene står ude ved vejen og flager. At gå forbi Højskolen og beundre det smukke bygningsværk og hvor meget arbejde, mange ”grammere” har lagt i at insistere på, at denne bygning midt i Gram skal være en summen af liv og livslyst. At gå forbi det smukt renoverede lokalhistoriske arkiv, forbi vandtårnet og ned af de smukke haver på Parkvej på vej hjem fra Rema 1000. At følge Åvej op til cykelstien og lægge mærke til de hyggelige huse, der bliver passet så godt på. Eller at køre gennem byen en morgen i december, hvor granhjerterne lyser vejen.


artiklen fortsætter herunder

Annonce


Jeg tænker tit på, om folk i Gram ved, hvor heldige de er. At de bor lige midt i verdens

navle. I en by, hvor så mange gør sig umage for at gøre byen smuk at se på og til et dejligt

sted at være. Arrangerer pinsemarch. Koncerter. Sørger for, at der er et sted, man kan

tage hen på en solskinsdag og drikke et koldt glas hvidvin. Gå en tur gennem skoven og

rundt om søen. Hvor heldige, de er at have en præst, der samler hele byen juleaften.

Frisører, der danner mødested for høj og lav. En højskole, der arrangerer foredrag og

fællesspisning. Omegnens bedste genbrugsbutikker, hvor folk arbejder frivilligt for at

fremme et velgørende og klimavenligt formål. Et bibliotek, et fitnesscenter, en

swimmingpool og en springgymnastikhal.


Selvom jeg har boet både 3 år på Fyn, 2 år i Århus og nu rejser Jorden rundt, så er Gram

altid mit hjem. Pas godt på byen til jeg er hjemme igen. Og husk på hvor heldige I er at bo i Gram.