Gå til indhold

En lille friskole i en stor verden…

12. september 2026 af
En lille friskole i en stor verden…
6510NYT
| Ingen kommentarer endnu

Borgerjournalist: Karen Thomsen – på vegne af lærerne på Fole Friskole

En lille friskole i en stor verden…

”Et godt sted at være.” Det er Fole Friskoles værdisætning. Et sted, hvor eleverne er trygge, trives, og hvor de vokser i fællesskabet. I den kontekst har den lille friskole i Fole nu vendt sig ud mod den store verden.

For nogle måneder siden kunne Fole Friskole melde ud, at de nu er optaget i det internationale netværk af Unesco Verdensmålsskoler. Det er en flot titel, som de er stolte af på friskolen. Lærerne har i flere år arbejdet på at blive optaget i det internationale netværk, og med skolens grønne profil giver det supergod mening at inkorporere Unescos mål for bæredygtig udvikling.

I sidste uge var friskolen på lejrtur ved Gendarmstiens Lejrskole. Her var alle børn med på den årlige lejrtur, hvor skolens lærere nyder at se eleverne være sammen på kryds og tværs. Sådan en lejrtur kan noget helt særligt i forhold til relationer – både mellem lærere og elever, men også mellem eleverne på årgangene.

De store elever er store-venner for de små og hjælper med at løse oprydnings- og rengøringstjanser, mens friskolen er på lejrskole. Ligesom de store også er gode hjælpere, hvis en yngre elev har fået våde strømper eller ikke kan finde ud af at få tilstrækkeligt med tandpasta på tandbørsten.

Fællesskabet får en helt særlig rolle, når friskolen er på tur – og det er netop det, som vi gerne vil, siger Karen Thomsen, lærer på Fole Friskole:

”Når de store elever tager sig af de små, sker der noget særligt i forbindelsen mellem eleverne. Det giver tryghed mellem eleverne, når de ved, at der altid er mindst én store-ven, der står klar til at hjælpe. Det er noget, som vi lærere nyder at se, når eleverne vokser i fællesskabet. Ingen er gode til alt, men alle er gode til noget – og når vi er på lejrtur, får eleverne lov til at se hinanden blomstre i en anden setting.”

At Fole Friskole er blevet en verdensmålsskole, betyder at skolen skal leve op til nogle mål for undervisningen og den måde, som de driver skole på. I undervisningen betyder det, at Verdensmål bliver indtænkt i emner i fagene, på Unesco-dage og på ture ud af huset.

”Det er en spændende og lærerig proces, når vi nu skal indtænke Verdensmålene i den daglige undervisning. Vi har al den tid, jeg har været på skolen, arbejdet med at have en grøn profil, så det har været helt naturligt, at vi også har arbejdet med f.eks. klimaforandringer i undervisningen,” fortæller Karen Thomsen.

”At vi nu har en masse delmål, som vi skal leve op til, tvinger os til at tænke Unesco ind i alt, hvad vi gør. Det giver anledning til nogle gode refleksioner i lærerteamet om, hvad det er, vi gerne vil give eleverne med videre i deres skoleliv. Det er på mange måder demokratisk dannelse, hvor vores elever bliver bevidste om, hvordan de kan tage gode, aktive valg i deres møde med verden. Det er en anderledes måde at tænke undervisning på, hvor det hele tiden bliver aktuelt og virkelighedsnært for eleverne,” siger Karen Thomsen.

Eleverne har siden optagelsen i netværket af Unesco Verdensmålsskoler arbejdet med projekter om Livet i havet. Her har eleverne lært om hav og havmiljø, forurening fra fiskeri, iltsvind samt den store udfordring med plastik i verdenshavene. Der er arbejdet på tværs af fagene, bl.a. i engelsk, science og billedkunst.

Eleverne har lavet infoplakater for at udbrede viden om plastikforurening, lavet havskildpadder i genbrugsmaterialer – alt sammen for at informere om udfordringerne relateret til Livet i havet, som verdensmål 14 hedder.

”Vores elever bliver bevidste om, hvad det er for nogle udfordringer, som verden står over for, men samtidigt lægger vi i undervisningen vægt på, at det skal være handlingsorienteret – så eleverne oplever, at de faktisk selv kan gøre en forskel,” fortæller Karen Thomsen.

På årets lejrskole lagde lærerne mærke til, at nogle af de snakke, de har haft med de store elever i undervisningen, blev bragt videre til de yngre elever. Karen Thomsen fortæller:

”Vi var en tur på stranden, hvor en elev fra 1. klasse havde fundet en plastikflaske i vandkanten. Eleven viste flasken til sin store-ven. Herefter havde de to en snak om, hvordan plastik ender i havet, og om, hvad man kan gøre for at undgå det. Så ved man, at det vi har gang i, kan flytte noget!”

Det er vigtigt for lærerne på Fole Friskole, at eleverne lærer om, hvad det vil sige at være et godt menneske, og hvordan man sætter spor her i verden. At være Verdensmålsskole handler ikke kun om klimaindsatser og grøn omstilling, men også læring om andre kulturer og måder at leve på.

”Hvis vi gerne vil have, at vores elever møder verden nysgerrigt og respektfuldt – så må vi også lære dem om andre måder at leve på,” siger Karen Thomsen.

Dette skoleårs første Unesco-dag kommer derfor til at handle om oprindelige folk, deres levemåder og traditioner – og de store elever skal også lære noget om fordomme og diskrimination.

Interkulturel kompetence hænger meget tæt sammen med Unesco, og netop det at kunne forstå forskellige mennesker og lære af deres måde at leve på taler direkte ind i Fole Friskoles værdisætning: sammen kan vi mere!

”Det er en spændende rejse, som vi er draget ud på. Jeg er sikker på, at det bliver meget lærerigt for både eleverne og os voksne på lærerværelset. Vi håber selvfølgelig på, at endnu flere vil få øjnene op for, hvad det er, vi kan tilbyde som Verdensmålsskole. Tænk engang, at man ikke behøver at tage længere væk end til Fole for at komme tættere på verden.”

Man kan læse meget mere om Fole Friskoles Unesco-rejse på deres hjemmeside eller ved at følge med på deres sociale medier.

FOTO: Fole Friskole

Log ind for at efterlade en kommentar