Skip to Content

Emneuge på Gram Skole

Succesfuld emneuge på Gram Skole i uge 41
13. oktober 2025 af
Emneuge på Gram Skole
6510NYT

Af Stig Kongsted Hansen

Der har været masser af liv og aktivitet den forløbne uge op til efterårsferien på Gram skole, og det er derfor en meget tilfreds Souschef Sara Venzel Lindholt, som 6510 møder i skolegården torsdag aften.

-Alle elever fra 1. til 9. klasse har haft Førstehjælp. Fra 3.-9. klasse var det personale fra Brandstationen, som stod for det, og i 1.-3 kl. var det lærerne. Alle har ligeledes haft emner omkring erhverv og uddannelse, hvor UU-vejleder Tomasz Sylwester Sørensen har haft hele udskolingen med på EUC Syd, hvor de fik viden om erhvervsuddannelserne samt de gymnasiale uddannelser. Nogen af de andre klasser har været ude på forskellige arbejdspladser i byen. Derudover har der været cykelprøve for eleverne, og endelig har der været en del med sundhed, hvor der er lavet sund mad og dyrket motion, fortæller Gram skoles souschef, Sara Venzel Lindholdt.

Førstehjælpskursus
6510`s udsendte valgte at kigge forbi til et mini-førstehjælpskursus onsdag for 6.- 9.klasser, hvor lærerne Brian og Kim Kawaler, samt tidligere brandkaptajn for Gram frivillige brandværn, Lars Damkjær, og andre brandmænd, var i fuld gang i undervisningslokalerne. Motivationen og koncentrationen lyste ud af både elever, lærere og brandmænd. Og alle fik noget ud af forløbet.

-I går havde vi besøg af to trafikofre, der fortalte deres historie, og i dag lærer eleverne så noget om, hvordan man skal rede liv. Hvad skal man sige, når man ringer til alarmcentralen? Hvad er vigtigt at få gjort, når man skal yde førstehjælp? og så videre. Det er lidt et førstehjælpskursus i miniformat, fortalte lærer Brian Kawaler, som er meget tilfreds med forløbet.

Det samme gør sig gældende for den tidligere brandkaptajn.

-Vi er en 5-6 brandfolk, som har taget fri, og som så underviser i førstehjælp og hjerte/lunge redning. Det er gået vældig godt. Eleverne går op i det med liv og sjæl, og det er dejligt at os der ikke underviser til daglig, kan komme her og fortælle, samt få noget feedback, fortalte Lars Damkjær.

Og eleverne blev meget klogere og mere sikre på, hvad førstehjælp handler om.

-Det har været fedt. Det er vigtigt at lære, for nu kan man det. Nu føler jeg, at jeg kan hjælpe nogen, hvis der er noget galt, fortalte Esben Juhl fra 8. klasse.

-Hvis der skulle ske noget, føler jeg mig mere sikker nu. Før var jeg usikker, men nu har jeg fået noget viden og ved mere om det, fortalte Bella Rosenlund fra 8. klasse.



Motionsløb 
Torsdag aften kiggede 6510 forbi igen, og mødte her en fantastisk flot skolegård indhyllet i røg, damp, flot lys, glade elever og musik pumpende ud af højtalerne leveret af DJ-Lux. Det var Gram skoles overbygning, som i dagens anledning havde inviteret ungeuniverset fra Vojens med til de festlige begivenheder.

Eleverne var først ude at løbe/gå forskellige ruter i byen, som alle startede og sluttede i skolegården, hvor der var lys- og røgtunneler, der skulle passeres. Der var desuden en boksepude og en rodeotyr opstillet, som eleverne kunne prøve. Et fantastisk skue i skolegården, hvor der virkelig var leveret et kæmpe forarbejde fra lærere og elever.

-Det er imponerende, hvad eleverne og Gram skole her har fået op at stå. Det må vi se om vi kan gøre lige så godt næste år, hvor der er planer om, at det skal foregå hos os, fortalte en synlig imponeret Jerry Freund, skoleleder på Ungeuniverset i Vojens.


Samarbejdet mellem de to skoler og dagens arrangement vakte også jubel hos eleverne, der gav udtryk for, at de gerne ville have mere af den slags.

- Det er fedt. Man får motion, samtidig med at man lærer andre og nye at kende, fortalte Julius Benkjær, 7. kl., Ungeuniverset Vojens, efter 8 km løb.

-Det er et fedt koncept det her. Dejligt at prøve noget nyt, hvor en anden skole er med, fortalte Sille Nissen, 7. kl., Ungeuniverset Vojens, efter 4 km gang.

-Det er fedt det her, og meget bedre end sidste år. Ruterne er længere, og der er gjort meget mere ud af det. Og det er mega-fedt med fest og lys her bagefter, fortalte Freja Mikkelsen, 6. kl. Gram Skole, efter at have løbet både 2,4 og 4,1 km.

-Vi har stået for opvarmningen, som vi havde øvet os meget på. De andre gjorde, hvad vi bad dem om og klappede rigtig meget ad os. Det er så fedt Gram skole har gjort sig så meget umage med både boksepude og en rodeotyr, og så er dem fra Vojens faktisk meget søde, fortalte Amelia, Sofie og Liva fra 8. a, efterfulgt af en herlig fnisen.