Borgerartikel af Karl Gunnar Gregersen
Foråret er på vej
Foråret nærmer sig. Når havemøblerne stilles frem i Arkivets have, er foråret lige om hjørnet.
I mange år har vi haft havemøbler i den fine byhave ved Baron Wedels hus.
Et gammelt byhus i Gram
Huset på Slotsvej 9 er et af slottets gamle byhuse. Det er fra 1750 eller lidt før. Der findes yderligere et gammelt byhus i byen. Den gamle boghandel på Kongevej er omtrent fra samme periode.

Hvem var Baron Wedel?
Huset kaldes Baron Wedels hus, fordi der i en periode boede en mand, der hed Wedel. Om han faktisk var baron, er lidt uvist. Han var født på en københavnsk fødselsstiftelse af en stuepige, som måske havde arbejdet på Wedelsborg.
Wedel handlede med bøger, papir og slik. Det var praktisk, når han boede lige over for skolen.
Annonce

Huset blev reddet
Lokalhistorisk Arkiv for Gram og Omegn købte huset af Gram Kommune for én krone. Alternativet var nedrivning. Det var der en del, som syntes var en dårlig idé. Derfor blev huset købt, og der blev oprettet en fond, som satte huset i stand. Nu bor arkivet til leje i huset.
En have som i gamle dage
Haven er anlagt som en byhave fra 1750’erne. Den er tegnet af den afdøde museumsinspektør Inge Adriansen fra Sønderborg.













