Skip to Content

Der stod kvinder bag

Den Nordslesvigske Kvindeforening lever stadig
3. april 2025 af
Der stod kvinder bag
6510NYT

Af borgerjournalist Stine Kristensen

Den Nordslesvigske Kvindeforening

Annelise Dall fra Fole, mangeårigt aktivt medlem af Den Nordslesvigske Kvindeforening, fortæller om foreningen, som er over 100 år gammel. I sin tid stiftede Anna Marie Callø kvindeforeningen, som i starten fungerede illegalt, men siden blev officiel og legal.

Det danske blev forbudt

Efter nederlaget i 1864 var Sønderjylland blevet en provins i det prøjsiske kongerige, og danskerne oplevede en ”fortyskning”, i form af censur og forbud mod nogle af de danske sange og i 1888 kom et forbud mod det danske sprog i folkeskolerne. Men tryk avler som bekendt modtryk, og danskheden blomstrede i det skjulte. Dette blev starten på den Nordslesvigske Kvindeforening, som i 1907 for første gang så dagens lys. Foreningens formål var i starten at hjælpe unge Sønderjyder med at komme på efterskole i Danmark, så man på den måde understøttede deres tilknytning til det danske. Og foreningen blev hurtigt en stor succes. Men så udbrød 1. Verdenskrig, og pludselig blev behovet for hjælp et helt andet.

Sønderjyder i tysk uniform

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, skulle mange sønderjyder møde op i tysk uniform. 30.000 unge sønderjyder deltog i krigen, som varede 4 år. Hjemme i Danmark udbrød der hungersnød, da alle ressourcer skulle fragtes til fronten. På landet måtte kvinderne passe landbrugene og ind imellem med hjælp fra russiske krigsfanger. Efter krigens afslutning var situationen mere end alvorlig, og en Haderslev læge beskriver:

 - 90 % af børnene er stærkt underernærede. De har ikke fået mælk i mange måneder, og mange er så afkræftede, at de falder om. 

Den Nordslesvigske Kvindeforening samlede penge ind, og stod pludselig for den humanitære hjælp til mange nødlidende i Sønderjylland.

Nordslesvig tilbage til Danmark

Efter 56 år blev Nordslesvig i 1920 igen stemt hjem til Danmark. Tilstanden i befolkningen var efter krigen stadig katastrofal, og især kvinder og børn var svækkede. Den Nordslesvigske Kvindeforening oprettede børnehjem og hvilehjem, og stod for en stor del af hjælpearbejdet i Sønderjylland igennem rigtig mange år. 

Foreningen lever stadig

Den Nordslesvigske Kvindeforening lever stadig. Den har for længst haft 100-års jubilæum, men er i dag en forening med en fond, som hvert år udbetaler mellem 300.000 – 500-000 til lokale projekter, der opfylder skiftende kriterier. Annelise fortæller, at det overordnede emne i år er ”Kreativitet”, og at det er muligt at søge penge til lokale projekter, som har et kreativt indhold og kommer den almene befolkning til gode. Det kan f.eks. være et spejderprojekt, en tur for plejehjemmets beboere, aktiviteter for en støttekreds eller et bæredygtigt projekt. Projekterne skal drives af frivillige, og pengene kan ikke søges til at udbetale lønninger.

Et andet sigte i dag 

-Selvom Den Nordslesvigske Kvindeforening i dag har et andet sigte, end den havde for 100 år siden, gør den stadig stor gavn, fortæller Annelise Dall.

 -Vi får gennemsnitligt ca. 33 ansøgere hvert år. Den glæde vi ser hos ansøgerne til uddelingen af fondspengene, og ikke mindst den begejstring de udtrykker, når de fortæller om projektet, når det er afviklet, er det hele værd. Den er stadig til glæde og gavn.

Annelise opfordrer til, at man går ind på foreningens hjemmeside: www.nordslesvigskekvindeforening.dk hvor man kan læse om foreningens aktiviteter, og få informationer om ansøgningen af fondsmidler. Ansøgningsfristen er 30/6.