Skip to Content

Dejlig forårskoncert med Demenskoret i Gram Fritidscenter

6. maj 2026 af
Dejlig forårskoncert med Demenskoret i Gram Fritidscenter
6510NYT

Af borgerjournalist Gerda Feddern

Glade forårssange og fællessang

Demenskoret gav tirsdag en dejlig koncert på knap en time med skønne og glade forårssange under ledelse af korleder Birte Reimer.


Først blev stemmerne varmet op med fysiske bevægelser og blomster til musikken. Derefter var der både solo- og korsang, som de 30 fremmødte kunne nyde, lytte til og synge med på.

Det var en dejlig oplevelse, der mindede én om, at musik har en helt særlig evne til at vække minder og skabe glæde.

Efter koncerten fik korlederen overrakt en buket blomster fra en af kordeltagerne.

Et kor for mennesker med demens og pårørende

Koret består af personer med demens eller lignende kognitive udfordringer. Det kan for eksempel være personer, der oplever udfordringer med hukommelse, koncentration eller overblik – samt pårørende.

Når koret samles til kortime, begynder man med en velkomstsang og let opvarmning. Derefter synges der velkendte sange, både gamle og nyere. Der tages hensyn til, om man gerne vil sidde ned under sangen.

Efterfølgende hygges der med kaffe og te.

Annonce


Ny sæson begynder til september

Næste sæson starter den 7. september 2026.

Der søges løbende midler til at aflønne korlederen. Forårssæsonen var sponsoreret af Den Nordslesvigske Kvindeforening.

Efterårets korsang er sikret, da Vision Gram har doneret penge til efterårssæsonen.

Efterårssæsonen består af seks kortimer og en afslutning.

Sådan kommer man med

Hvis man ønsker at deltage i Demenskoret, kan man kontakte Hjørdis Hansen på telefon 26 21 99 09 eller sende en mail til hjoerdis.hansen@grambynet.dk.

Tak til Demenskoret for en dejlig koncert i Gram Fritidscenter i dag.

Der skal også lyde en stor tak til Hjørdis Hansen og Karen Damgaard for at organisere Demenskoret i Gram.