Af borgerjournalist Gitte Nordentoft Thomsen
Det er en helt almindelig tirsdag aften - og så alligevel ikke helt almindelig - for det er gospelkorets øveaften i menighedshuset - hvor et fantastisk fællesskab af mange forskellige mennesker, - der har fundet modet til- og glæden ved at synge med på glade og livsbekræftende gospeltekster og rytmer - godt styret og inspireret af korleder og organist Lasse og hans utrættelige glade og positive tro på alle os alter, sopraner, lyse tenorer og brummende "basser" - alle stemmer i omkring vores nyeste projekt - Viva la Vida.
Og med sangens titel - “længe leve livet” eller “lev livet” i tankerne, lader jeg taknemmeligt blikket glide rundt i den sangglade halvmåne omkring Lasse og klaverets toner - tænker, hvor kender jeg dog allerede mange, og hvor har det været en fantastisk gave for mig som ny- tilflytter til Gram, at lande i denne gruppe af glade mennesker.
Fra Løjt til Gram
Jeg lader tankerne gå to år tilbage, hvor jeg i en alder af 57 år - af alle steder - flyttede fra kystlandet Løjt til højderyggen Gram. Efter 30 år ved kystens perle, trak jeg - meget modigt tænkte de fleste nok - mine teltpæle op - for at starte et nyt kapitel i mit liv her i Gram - sammen med min store kærlighed Poul, som er inkarneret Foler / Grammer - og med rødderne godt plantet her i den lokale muld.
Jeg var klar til det store “syvmileskridt” - glædede mig til et nyt liv, nye relationer, nye interesser og nye muligheder - selvfølgelig sammen med Poul, - men jo, jeg var også meget bevidst om mit eget ansvar og min egen indsats i at lande godt her i Gram.
Men hvordan griber man sådan en opgave an - når man ikke har børn, institutioner, arbejde eller andet bindeled, der kan hjælpe med på den vej?
Hvad nu?
“Hvad vil du dog lave i Gram? “Sker der overhovedet noget i Gram?” “Kommer du ikke til at savne gåturene ved kystlinjen og de mange fossile fund?” Bekymrede spørgsmål fra venner der kendte mig godt - men jeg lod mig ikke skræmme - tænkte at der da var mange muligheder, der kunne matche mig og mine interesser - Lergravsmuseet og fossiler, højskolen og foredrag, træning i fitness, bibliotek og læse- og skrivefællesskaber - og så selvfølgelig gospelkoret, - som så blev mit første og vigtige skridt ind i Gram. Jeg var fortrøstningsfuld, for mulighederne var jo mange …
Og så det at gå ned ad Østergade, hvor der var én der vinkede glad til mig fra en forbipasserende bil eller én der pludselig sagde “hej Gitte” inde i Rema 1000 eller på den anden side af gaden - dét gav mig følelsen af at være velkommen, tilhørende og taget godt imod. Og “Vi ses på søndag” eller “kommer du på tirsdag?” - er så dejlige ord der både inkluderer og varmer en ny-tilflytter.
Fællesskaber
Fællesskaber inspirerer og giver nye ideer og netværk - efter kort tid fik jeg et godt hint om “Styrk og stræk” i idrætshallen. Endnu et fællesskab, som tog rigtigt godt imod mig - jeg skulle ikke ses an eller gøre mig fortjent til en plads - jeg fik den uden forbehold - og pludselig endnu flere at vinke til og at blive vinket til.
Også når jeg hundeluftede gaderne tynde, mødte jeg glade børn, der ville klappe Bella, snakke og fortælle om det de skulle og livligt cyklede videre - aktive løbere, cyklister og ”gængere” der alle kiggede mig direkte i øjnene - åbent og imødekommende sagde “hej” og andre hundeluftere delte gladeligt deres små hundehistorier med mig på deres vanlige rute.
Alle jeg har mødt på min vej har været åbne og uden forbehold - et naturligt DNA - må jeg efterhånden konstatere - som ligger dybt i ”Grammerene” - noget ganske særligt og værdifuldt.
(fortsætter efter annoncen)
Annonce
Naturlig imødekommenhed
Denne naturlige imødekommenhed havde jeg slet ikke turdet inkludere i mine forventninger om et nyt liv her i Gram - men den har - må jeg sande - været meget, meget afgørende for min følelse af at høre til og af at blive accepteret. Og jeg har også måttet sande, at det ikke altid er mulighederne for at være aktiv, men mere måden man bliver favnet på, der er afgørende for, om man bliver og føler sig godt integreret som ny-tilflytter.
Jeg har aldrig mødt dette så tydeligt som her i Gram - og ja, her vil jeg tillade mig at kæmme alle over én kam - I er åbne, uforbeholdne, venlige og glade - en stor gave for en ny-tilflytter.
Når mine venner fra østkysten trækkes med på vandreture i området, forbløffes de over alle de smukke steder der er - havet er blevet til åer og bække og skønne skovområder, men også udsyn og vider. De forbløffes over hvad Gram kan byde på - fritidscenteret med flere haller og friluftssvømning om sommeren, padeltennis, sjove “tønder” til overnatning, bibliotek og foredrag. Højskolen og slottet giver mulighed for ny dynamik, udvikling og musikalske oplevelser - for alle, også lokalbefolkningen. Lergravens fossile mysterier og foredrag - traditioner for pinsemarch med dans og fest på slottets gårdsplads - ja, der er meget, meget mere her i Gram - …. det handler bare om at gribe mulighederne.
Jo, mine venner fra østkysten forundres og glædes over at jeg - med lethed og uden at skamrose - har gjort deres fordomme til skamme.
-men der er langt til vandet :-)
Det eneste hjertesuk, der kan være er, at alt andet ligger 40 km kørsel i alle retninger - men jeg tror så også, at dette giver styrken til Gram.
Man er nødt til at skabe aktiviteterne selv, støtte og bakke op omkring disse og være åbne for nye impulser.
Så kære ”Grammere” - tak for den måde I tager imod nye tilflyttere - forbliv åbne, uforbeholdne og gæstfrie - det giver en følelse af at høre til - på vejen til at blive en ”Grammer”.
Jeg retter atter blikket imod Lasse og det glade klaver - forsøger at indhente min momentane absence i sangens tekst - kigger en sidste gang rundt i kredsen af sangglade venner - smiler til “gospel-mama” Stine, som opfordrede mig til at skrive her i 6510Nyt - fanges så atter af Lasses energi - trækker vejret dybt ind og istemmer koret - Viva la Vida.
