Blad nummer 7 sendt i trykken
Så lykkedes det. Blad nummer 7 er netop blevet sendt i trykken. Og det er ikke nogen hemmelighed, at teamet bag 6510NYT er stolt over, at det er lykkedes.
For det er et stort arbejde at få alle ender til at nå sammen. Der skal være artikler, bladet skal stilles op, og så skal der være penge til at trykke det. For det koster penge at trykke et blad som 6510NYT.
Et forårsblad
Går alt vel, så er bladet ude i butikkerne og i vores postkasser omkring den 1. marts. For sådan er det med tryksager: De tager tid at få trykt.
Til gengæld er det vores indtryk, at mange har bladet liggende længe, og at det bliver brugt. Og det er vores håb, at et blad som 6510NYT kan være med til, at folk udefra tænker: Her vil vi da gerne slå os ned.

Et stort arbejde
For at holde omkostningerne nede, gør vi det meste selv. Det er først og fremmest Hannes Grethe Holm, der stiller bladet op.
“Der er meget, der skal koordineres. Det er vigtigt, at vi får alle annoncørerne med. Uden dem ingen 6510NYT. Så skal artiklerne stilles op. Der skal være de rigtige billeder – og det må gerne se godt ud. Og så skal der læses korrektur. Og korrektur igen. Det er lidt et pillearbejde. Men jeg hygger mig med det. Og det er lidt en festdag, når vi kan sende bladet afsted igen. Nu er vi spændte på at se det på papir.”
Annonce

Annoncørerne
Uden annoncører ikke noget 6510NYT. Så der skal lyde en kæmpe tak til dem, der annoncerer i 6510NYT. Brug vores annoncører, og sig gerne, at du har set deres annonce på hjemmesiden og i bladet.
Vi kan godt bruge endnu flere annoncører. Eller kom med på håndværkerlisten. Det støtter alt sammen 6510NYT.
Skriv til Betina, der står for annoncerne. Hun siger:
“Vil du støtte 6510NYT, så skriv til mig. Så finder vi en løsning.”
Næste blad
Der er god grund til at glæde sig til næste blad, hvor du vil kunne læse om:
- Medborgerhuset i Gram kan blive en stor succes.
- Annemette er stadig i fuld vigør.
- Hestevognskørsel er en livsstil for Finn og Lone.
- Kirkens Korshær i Gram slider og kæmper.
- Gulvvask og godt humør i Arnum Frivillige Brandværn.
- Generalforsamling i 6510NYT.
- Kirkeblad.
- Nyt bassin snart på plads i Arnum.
- Årets konfirmander i Gram, Fole og Højrup Kirke.
- Socialisering i Gram tog tid for Maria.
- Gram Højskole øjner lys for enden af tunnelen.
- Damgaard Tulipaner bliver til Markens Tulipaner.
– og meget andet.
Husk generalforsamlingen
Husk at komme til generalforsamlingen: 18. marts kl. 19 i Fritidscenteret.
Alle er velkomne.













