Skip to Content

Billede-reportage: Markering af våbenstilstanden

- den 11. november har en særlig betydning for mange sønderjyder
11. november 2024 af
Billede-reportage: Markering af våbenstilstanden
6510NYT

Den 11. november kl. 11 i 1918 trådte våbenstilstanden i kraft, og Første Verdenskrig endte. Krigen krævede uhyre mange menneskeliv – og mange sønderjyder døde i en krig, der ikke var deres.

 Våbenstilstanden åbnede sidenhen op for, at sønderjyderne kunne stemme sig hjem til Danmark igen.

 De hjemvendte soldater mindedes siden deres mange døde kammerater. De samledes rundt omkring i det sønderjyske, lagde kranse og sang.

De 11 bedeslag

Nu sker det ikke så mange steder mere, men i Gram er det stadig en stor dag, hvor man samles til en lille andagt i mindelunden.

 I år var vejret gråt, men mange var mødt op – både ældre og en stor flok fra Gram Skole. Der er noget helt særligt ved, at man i Gram denne dag slår 11 bedeslag – mod de sædvanlige ni. Det fortælles, at da der gik rygter om våbenstilstanden i 1918, slog graveren 11 bedeslag i stedet for de normale ni, da han skulle døderinge om formiddagen.

Annonce


 Den tyske administration bemærkede næppe denne uregelmæssighed, men de danske i sognet vidste, at det var et hemmeligt signal. Noget nyt var sket – freden var på vej!

 Stadig slår man 11 bedeslag i Gram – det er en ringeskik, der kun kendes fra Gram Sogn.

 I år var det Hanne Grethe Holm, der skulle styre bedeslagene. Der var nerver på, for hvis hun talte forkert, ville folk grine af hende. Det var også lige ved at gå galt. "Jeg kom pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg var kommet til nummer ni eller ti," fortæller hun.

 Men hun ramte vist nok de 11.

Kendte ansigter i alle aldre

Blandt de fremmødte var et kendt ansigt, nemlig Poul Monrad, der var sognepræst i Gram i mange år, og som selv har stået for andagten i mange år. Han var både glad og rørt.

 "Det er en tradition, der har betydet meget for mig, og stadig betyder meget for mig. Og derfor er jeg også så glad for, at den fortsætter."

 Med sig havde han fru Lotte.

 Efter andagten gik snakken. Mange kan fortælle om navnene på mindestenen, hvor de kom fra, og hvilke familier de tilhørte.

 Mindelunden var i år for øvrigt blevet ”frisket op” med en ny, flot flagstang.

 Se de mange billeder herunder.