Af Peter Prinds på vegne af Lokalhistorisk Arkiv for Gram og Omegn
Mange har i den seneste tid undret sig over, hvad der sker på taget af det gamle hus midt i byen. Baron Wedels Hus har nemlig fået renoveret sine to skorstene – og det var der god grund til.
De murede skorstene har i lang tid været utætte, hvilket har givet store vandskader på loftet i flere rum i arkivet. Med de stigende nedbørsmængder, som følger af klimaændringerne, blev problemet kun mere presserende.
Der er båret rigtig mange spande vand ned fra loftet som følge af de utætte skorstene.
Bestyrelsen har undersøgt forskellige muligheder for at løse problemet. I samarbejde med en murer blev flere løsninger vurderet inden for de økonomiske rammer, arkivet råder over.
Til sidst faldt valget på at beklæde skorstenene med rustfrie aluminiumsplader. Måske er løsningen ikke helt æstetisk perfekt, men nu er skorstenene tætte – og arkivet kan endelig ånde lettet op.
Baron Wedels Hus er en selvejende institution med meget begrænsede økonomiske midler. Derfor er det en stor glæde, at arkivleder Mona Ravn har søgt og opnået støtte fra Egefonden til at finansiere projektet.
Vi kan nu gå de våde efterårs- og vintermåneder i møde med ro og glæde os over, at indtrængende vand ikke længere ødelægger det flotte gamle hus.














