Skip to Content

Årets julekirkedetektiver er klar i Gram

6. december 2025 af
Årets julekirkedetektiver er klar i Gram
6510NYT

Kirkeklokken gået amok

Noget tyder på, at der er brug for kirkedetektiver ved Gram Kirke. Der er i hvert fald sket mystiske hændelser den sidste tid.

Som nogen måske har bemærket, har kirkeklokken ringet usædvanligt meget om aftenen i løbet af denne uge. Sognepræst Johannes Gjesing fortæller:

"Da jeg var ude at gå med hunden, ringede kirkeklokken. Det gjorde den også en time efter. Kirkeklokken var simpelthen gået amok og ville ikke stoppe igen. Jeg forsøgte at ringe efter hjælp, men der var ikke nogen, der tog telefonen.

Jeg løb tilbage til præstegården efter nøgler til kirkedøren, og det er langt for en mand i min form. Men det kunne jo ikke gå, at kirkeklokken ringede hele natten. Jeg fik døren til kirken åbnet, fandt eltavlen og slukkede al strøm. Og så faldt kirkeklokken til ro. Men jeg kunne høre, at der var nogen, der grinede i tårnet – jeg er sikker på, at der er nisser deroppe."

Kirketjener Elise mener nu, at det er et eller andet med sommertid og vintertid, der er gået galt. Men måske er det for at dække over, at der er nissebesøg i tårnet. Hvem ved?



Kirkedetektiverne

Måske er det derfor, man den sidste tid har bemærket, at der har lusket nogle detektiver rundt oppe ved kirken. De har gået rundt med lup og detektivkasket på hovedet, og det har set ud, som om de har ledt efter et eller andet – både oppe i tårnet og ude på kirkegården.

Og det er rigtigt nok. Den sidste tid har der været kirkedetektiver ved Gram Kirke. Organist Lasse Sørensen fortæller:

"Det er rigtigt nok. De sidste uger har vi haft besøg af nogle kirkedetektiver fra Gram Skole. Og de har ledt efter en eller anden skat – jeg ved ikke helt, hvad det er for noget. Men de siger, at de er sat til at løse en eller anden gåde – og at der er styr på det. Men ellers ved jeg ikke rigtig noget om det," lyder det kryptisk.

Skattekiste

6510NYT har erfaret, at kirkedetektiverne kommer fra Gram Skole og går i 3. klasse. Kirketjener Elise Pedersen fortæller, at de har mødt op om tirsdagen, og så er de ellers gået i gang med deres arbejde.

"De siger, at de leder efter nogle koder til en eller anden skat. Men ellers ved jeg ikke rigtig noget om det."

Gudstjeneste anden søndag i advent for børn i alle aldre

Måske kan kirkedetektiverne hjælpe med at opklare mysteriet. De kommer i hvert fald søndag d. 7. december til gudstjeneste i Gram kl. 10.30.

De håber på, at der kommer mange andre også. Bagefter er der æbleskiver. Gudstjenesten er for øvrigt også afslutningen på årets minikonfirmandforløb.

Og kirkeklokken – den er der forhåbentlig kommet styr på igen.



Annonce