🕯️ Alle Helgens søndag og Lysandagt
På søndag bliver alle navne på de personer, der er blevet bisat eller begravet fra kirken det forgangne år, læst højt.
Kender du et menneske, der er blevet begravet eller bisat et andet sted, men som du gerne vil have læst højt i kirken, så kan du give præsten en seddel med navnet før gudstjenesten – så bliver det læst højt også.
Gram 10.30
Fole 16.00
Højrup 19.00
Onsdag d. 5 november kl. 19 vil der være en lysandagt i Gram Kirke.
Kirken vil være oplyst af levende lys, Der vil være musik og tekster – og tid til eftertanke..
I anledning af Alle Helgen bringer vi en klumme af sognepræst Johannes Gjesing.
(se under annoncen)
✝️ De livgivende døde
Af sognepræst Johannes Gjesing
Omkring november er der to forskellige begivenheder, der nemt bliver rodet sammen. Det gør de, fordi de begge handler om døden, men på to vidt forskellige måder, nemlig Halloween og Alle Helgen.
Halloween er uhyggelig. Den er fyldt med zombier og monstre. Og et ordentligt gys kan så sandelig få pulsen op.
Men de døde kan også vække glæde og håb. Det er det, vi fejrer til Alle Helgen.
I tiden omkring Alle Helgen mindes mange vores døde i hjem og i kirker. Og den fejring vækker ikke gru, men en stille eftertænksomhed.
Døden er for mange nok svær at tale om. Før i tiden var døden uadskilleligt knyttet til livet. Folk døde af ting, der i dag kan helbredes af dygtige læger.
Sådan er det ikke mere. Vi tager livet for givet og forventer, at lægerne kan helbrede enhver sygdom eller skavank. Vi skal rejse, vi skal lave karriere og være unge og nysgerrige af sind, til vi er langt oppe i alderdommen.
Døden, derimod, er et nederlag. Døden sker, når lægerne ikke lykkes med deres arbejde. Derfor kan man også høre sagt: Hvis jeg engang skulle dø, så ønsker jeg, at det og det skal ske. Hvis? Det hedder vel rettelig: Når jeg engang dør.
Døden er blevet en fremmed gæst. Og den, som har mistet, kan fortælle, at de også kan føle sig som en fremmed i verden. For det er svært, hvad man skal sige til den, der har mistet. Og så får den efterladte lov til at være alene i sin sorg. Det skyldes ikke ond vilje. Vi ved bare ikke, hvad vi skal sige.
Jeg har ofte tænkt på, om vi skulle indføre professionelle grædekoner, ligesom man har det i andre lande. Så kan man se, at her kommer en gående, der er i sorg. Det skal ikke gemmes væk. For det er en ærlig sag at sørge, og der må godt grædes med. Men det passer måske ikke til vores nordiske temperament.
Nogle gange skriver man smukt, når en er død: ”Kedde er gået bort!” Men går de døde bort? Det gør de vel i den forstand, at de og vi alle engang skal blive til en lille håndfuld støv. Men bort går de døde vel ikke. For selvom et menneske dør, så lever de døde jo stadig iblandt os og går med os i vores liv. Naturligvis er der et savn og en sorg, når en elsket person dør – det er kærlighedens pris.
Men de døde er her stadig. De har sat sig spor i verden - spor, der stadig ændrer, former og påvirker livet her.
De lever også stadig i vores hjerter, der hvor de vigtigste ting har hjemme. De døde kan være mere livgivende end et menneske, der endnu ikke er død. De levende kan være et trist bekendtskab. De døde derimod, de kan bringe glæde, stemninger og eftertanke. Man kan lære af dem – pludselig kommer de til en som en tanke eller en særlig stemning. Hvad gjorde vi uden de døde? Uden dem ville verden se helt anderledes ud. De har bygget op, de har skabt familier. Vi er alle formet af mennesker, der er døde. Uden dem var vi intet.
Rundt om i verden fejrer de ligefrem de døde. Man fester for dem og med dem og takker for alt det, de har givet os. Kunne vi måske lære lidt af de traditioner? Og i stedet for at lade de døde gå bort kunne vi blive bedre til at invitere dem indenfor ved at tale om alt det, som de har givet os og stadig giver os, og fejre de spor, som de har sat i vores liv!
Vi skal ikke fejre døden. Den er livets fjende. Men de døde – de fortjener tak for alt det, de har givet os.
Hvis vi har svært ved at tale om døden, bliver der i kirken sagt det, vi ikke kan sige os selv. At døden ikke får det sidste ord, og at det ender godt – det ender i lys, liv, opstandelse og evig glæde. Det kan vi skåle på – både de levende og de døde!
