Gåde
6100 har det ikke. 6500 har det ikke. Men 6510 har det!
Hvad er det?
Det kunne være et slot. Men vi har også et friluftsbad – som de eneste i kommunen. Før i tiden var der flere friluftsbade. Der var ét i Vojens ved den gamle ishockeyhal. Måske har der også været ét i Haderslev.
Men vi er de eneste i kommunen, der har et rigtigt friluftsbad. Det blev indviet i 1971, og det er stadig i topform.
Søren "Sodavand" Madsen fortæller:
Bassinet har det godt. Vandet er varmt. Og der er rigtig mange, der har købt årskort i år. Et sæsonkort for en hel familie koster 1500 kroner. Det er billigere end en tur i LEGOLAND – og så varer det hele sæsonen. Og så kan man jo spare badet derhjemme. Så det ender jo med at være nærmest gratis.
Vipperne
Vipperne har fået den helt store tur og er klar til hovedspring og bomber. Der er både en én-meter vippe og en tre-meter. Søren fortæller:
Sådan et anlæg skal jo ses efter ligesom en bil. Og i år var det vippernes tur. Så nu er de klar til brug. En tre-meter kan man lave mange vilde spring fra. Og for nogle er det for højt. For år tilbage skulle præsten springe ned derfra. Han turde ikke. Men han var også for stolt til at kravle ned igen. Så efter et kvarter satte han sig for enden og så gled han nærmest ned i vandet. Det var et ynkeligt syn, fortæller Søren, mens han griner.
Morgensvømmerne
I hverdagene er der morgensvømning mellem kl. 6 og 8. Og det er der rigtig mange, der benytter. Søren fortæller:
Ja, vi har rigtig mange trofaste morgensvømmere. Det er en fantastisk måde at komme i gang med dagen på. Så har man ikke prøvet det, så skulle man tage at prøve. Og har man ikke fået købt sæsonkort endnu, så kommer man bare og betaler senere.
Minder fra et friluftsbad
Hvad er det, der er så specielt ved friluftsbade?
Jamen, det er bare noget andet end en svømmehal. Jeg tror, at mange på min alder har minder om friluftsbade fra deres barndom, hvor man var afsted en hel dag og kom hjem alt for rød. I dag bruger de unge heldigvis solcreme. Men jeg tror, at vand, sol og en is bare er en perfekt cocktail, fortæller Søren, inden han skynder sig videre med dagens mange pligter.
Man kan finde priser og åbningstider her: