Af borgerjournalist Peter Prinds
Atter et år har vi her i Gram kunnet nyde den flotte julebelysning, vi har i byen. I mange andre byer har man misundt os den. I de seneste år er det endda blevet udbygget med lys i det store træ på legepladsen ved Torvegade samt i det store kastanjetræ ved skolen. Ligesom der er kommet lys i de små træer i rundkørslerne ved Posthuset og ved Slottet.
Der er nok ikke så mange, der tænker på, hvordan denne julebelysning kommer op hvert år, for pludselig er det hele opsat inden 1. søndag i advent – til stor glæde for byens borgere.
Jeg har igennem ca. 30 år været en del af dette arbejde. Jeg startede den 19. november 1993, hvor jeg overtog efter Søren Chr. Lund, som havde hjulpet med det i nogle år.
Træer, ruter og faste traditioner
Det er hvert år foregået på den måde, at om fredagen monterede vi juletræerne, og lørdag formiddag satte vi julehjerterne op.
De store juletræer er hentet flere forskellige steder, blandt andet ude i Brogård Plantage, i Stensbæk, i Mojbøl hos Anker Jensen i Langetved og hos Asger Roost i Lindet Skov. Der er ligeledes mange borgere i Gram, der har skænket et stort grantræ fra deres have – til stor glæde for julebelysningen i Gram.
I de første 14 år fra 1993–2007 monterede vi 3 juletræer i byen: det ene ved Plejehjemmet, det andet midt i byen over for Gram Møbler og Tæpper og det sidste ved Slotskroen. Efter 2008 tog kommunen sig af at montere træet ved Plejehjemmet.
Julemandens hus blev også sat op nede i midtbyen, men er de senere år sat op nede på Torvet ved Røde Kors Butikken.

Sjove udfordringer undervejs
Der har været mange sjove udfordringer med at montere juletræer. I 2002 knækkede der 2 meter af toppen på det store juletræ ved Slotskroen, men med hjælp fra smed Hans Skovby fik vi med spændebånd og ståltråd sat toppen på igen – og ingen opdagede det.
Jeg har også mange gange boret huller i stammen og monteret en ny gren, hvis træet var lidt tyndt.
Vognmand Keld Hundebøl kørte for os i 15 år, hvor han lagde lastbil og kran til dette arbejde. Men også Anker Jensen kørte et år, ligesom vognmand Henrik Kudsk har kørt i 8 år. Senere overtog Vognmandsfirmaet Kudsk og Nissum dette og kører stadig for monteringsholdet.
Min søn Martin har de sidste 6 år hjulpet mig, da benene efterhånden er blevet for stive til at klatre i de store træer. Det har været en stor hjælp for mig.

Julehjerter, mandskabskurv og “Gammel Dansk”
Julehjerterne blev de første par år monteret fra Calles bagmonterede mandskabskurv. Han købte så i 1996 en Manitou-læssemaskine med en stor mandskabskurv på – til stor glæde for julehjertemonteringsholdet. Nu gik det nemt og hurtigt. Det var en stor hjælp. Calle kørte med den.
Preben Falkenberg kørte med vognen med julehjerterne, og Aage, Vagn og jeg monterede så hjerterne og gjorde det i flere år. Senere kom også Helge Dollerup og Lars Lego på holdet.
(fortsætter under annoncen)
Annonce

Vi er altid startet lørdag morgen ved 7-8-tiden. De første år hos Paulsen og Møller. Derefter hos Aage og Winnie og senere i Calles lagerhal på Stadionvej. Altid startede vi dagen med en Gammel Dansk.
Når vi var færdige med monteringen, er vi altid blevet flot beværtet – både på Hotel Gram hos Lautrup, men også på Gram Slotskro hos Carsten og Marianne. Sjørn på Cafeen har også budt på rundstykker og hotdogs, når arbejdet var færdigt.

Frivillighed, økonomi og håb for fremtiden
Der er kommet nye hold til, men glæden over den flotte julebelysning, der hvert år bliver sat op, er stadig lige stor. Man hører stadig, at Grams julebelysning bliver rost fra andre byer.
Men det er jo dyrt at vedligeholde alt dette udstyr, og med de få butikker, der er tilbage i Gram, så er det uoverkommeligt. Derfor er det glædeligt, at så mange frivillige og foreninger støtter op om vores flotte julebelysning i Gram.
Vi håber, at dette store arbejde må fortsætte i mange år fremover til stor glæde for byens borgere.
Godt nytår.
Skrevet af Peter Prinds
Parkvej 4
6510 Gram














