Skip to Content

10-års jubilæum i Demenscaféen: Sang, smil og fællesskab i fokus

21. maj 2025 af
10-års jubilæum i Demenscaféen: Sang, smil og fællesskab i fokus
6510NYT

Borgerartikel af Maria Bille Ravnborg

I solskin og med åbne arme blev gæster budt velkommen på Gram Højskole til fejring af Demenscaféens 10-års jubilæum. Smilene var mange, og det samme var glæden ved at være sammen – både for caféens brugere, deres pårørende og de mange frivillige.

Fra venstre Hjørdis Hansen, Kirsten Petersen, Karen Damgaard, Jørgen Boiskov

Aktivitetsleder Hjørdis Hansen åbnede dagen med varme og taknemmelighed: “For nogen af jer kræver det meget energi at komme hjemmefra. Tak, fordi I kom.” Hun takkede de frivillige og særligt også deres ægtefæller – “ofte arbejder de i kulissen, men i dag er I inviteret med som tak.”

Fra venstre Bent Wyrzykowski, Ulla Wyrzykowski, Lilly Davidsen, Hans Jørgen Davidsen

Også højskoleforstander Jakob Buris bød velkommen og anerkendte det store lokale engagement:

“Fantastisk at være vidne til, hvad folk i et lokalsamfund kan gøre for hinanden. Det kan I være stolte af.”

Sanger Gertrud Lei og pianist Julia Tabakowa Vogel fra Haderslev Sangakademi.


Et musikalsk højdepunkt var den klassiske sanger Gertrud Lei, der – med sit nærvær og sin stemme skabte fællesskab og latter, blandt andet med fællessang og kanon. Hun blev akkompagneret af Julia Tabakowa Vogel fra Haderslev Sangakademi. Sammen sørgede de for, at både stemmebånd og smilebånd blev brugt. Gertrud delte også sit syn på musikkens kraft: “Kor er næsten som medicin,” sagde hun. “Men vi skal huske, hvem vi synger for – i et demenskor er det vigtigt med sange, vi har lært som børn.”


Sanger Gertrud Lei og pianist Julia Tabakowa Vogel fra Haderslev Sangakademi


Afslutningsvis sang vi alle “Jeg ved en lærkerede” stående – en sang, der vækker minder og fælles genkendelse. Dagen blev rundet af med nyheden om, at der i september starter et demenskor i Gram i samarbejde mellem Røde Kors og Haderslev Sangakademi.